Kommunerne ved en korsvej

»Den største reform af det grønlandske samfund siden hjemmestyrets indførelse i 1979«.

Sådan er strukturreformen af den offentlige sektor med rette blevet kaldt.

Den 1. januar 2009 bliver 18 kommuner af meget varierende stør­relse og styrke lagt sammen til fire storkommuner, som i perioden 2009-13 både skal finde sine egne ben og overtage store dele af af hjemmestyrets nuværende administration.

Kommunalreformen vil gribe dybt ind i vor alles hverdag, og derfor er det af afgørende vigtighed, at tiden op til kommunesammenlægningen - rundt regnet halvandet år - bliver brugt til en minutiøs forberedelse.

Det må derfor vække dyb bekymring, at forløbet hidtil har været præget af så megen slinger i valsen - både på det lands­politiske og det kommunalpolitiske danse­gulv.

Kommunesammenlægningen har skabt skarpe fronter mellem partierne - ikke mindst mellem Siumut og Atassut, som ved skæbnes ironi er bragt sammen i en ny landsstyrekoalition i denne kritiske fase af kommunalreformen.

Hos Siumut har landsstyreformand Hans Enoksen længe været en svoren tilhænger af kommunesammenlægningen, men han er blevet lidt ulden i mælet på det sidste. Til gengæld er landsstyremedlem for finanser Lars-Emil Johansen ikke i tvivl: Han vil score den økonomiske gevinst, som reformen læg­ger op til, men som borgmestrene er i fuld gang med at udvande.

Hos Atassut er formanden Finn Karlsens forlængst løbet fra sit valgløfte i november 2005 om en folkeafstemning forud for kommunesammenlægningen, og partiets magtfulde landstingsmedlem - og borgmester i Qeqertarsuaq Augusta Salling har gjort alt for at spænde ben for kommunesammenlægningen.

Hvordan i alverden to partier med så modsatrettede holdninger kan samarbejde omkring kommunesammenlægningen går over menigmands forstand.

Sermitsiaq er alligevel ikke så bekymret for vaklen i landsstyret. Den nye, stærke mand Lars-Emil Johansen er uden at ryste på hænderne tilhænger af reformen - og Lars-Emil plejer jo at få sin vilje.

Men vi kunne godt tænke os at være en flue på væggen i landsstyrets mødeværelse, når Siumut banker Atassut på plads i også denne sag. Det bliver ikke noget kønt syn, men det bliver effektivt.

Kommunesammenlægningen har skabt skarpe fronter mellem kommunerne og ikke mindst mellem borgmestrene.

Den åbenlyse konflikt om målet med reformen blandt dem, der i mange tilfælde kommer til føre kommunalreformen ud i livet, vækker dyb bekymring.

Et eksempel:?De fem kommuner, som danner Verdens største kommune tværs over Indlandsisen, slog i februar katten af tønden i Nuuk. Ud af tønden sprang en række anbefalinger, som fuldstændig udvander kommunalreformen: Masser af medlemmer af kommunalbestyrelsen, viceborgmestre og lokalrådhuse i alle fem byer og nedsættelsen af en stribe råd og udvalg.

Jamen, der er jo ingen grund til at tage besværet med at lægge kommunerne sammen, hvis vi alligevel vælger »same procedure as last year«.

Derfor bliver debatten på kommunernes landsforenings delegeretmøde i slutningen af maj i Sisimiut afgørende for kommunernes deltagelse i reformarbejdets slutspurt.

Vi fornemmer tydeligt en større begejstring for reformen blandt menige kommunalbestyrelsesmedlemmer end blandt de 18 borgmestre, og en fuldgyldig accept fra kommunernes egen landsforening vil give slutspurten og overgangsperioden ny energi.

Vi tror, at kommunalreformen skaber større lighed for borgerne, der i dag ikke er lige for loven alt efter om de bor i Nuuk eller Qaanaaq.

Med fire storkommuner, der har styrken til at overtage store ansvarsområder fra hjemmestyret, vil borgerne opleve, at der i langt de fleste af livets tildragelser kun vil være en dør at banke på - rådhusets dør.

Det vil skabe gennemsigtighed, og det vil begrænse en af Grønlands svøber, den altomsiggribende administration.

Derfor håber vi, at de mange brudflader i Landstinget, landsstyret og på det kommunale plan ikke betyder, at politikerne endnu engang bliver bange for deres egen skygge, når de konfronteres med konsekvenserne af deres beslutninger.

Det fortjener denne reform ikke.