Kommuner dumper fortsat i sagsbehandling af tvangsfjernelser
Kommuner undlader i flere af en række undersøgte sager at afholde lovpligtige samtaler med børn i forbindelse med anbringelse uden for hjemmet, og at lave en skriftlig afgørelse af sagerne, konkluderer Ombudsmanden i en ny rapport.
Ombudsmanden har gennemført en undersøgelse, hvor hun har kigget på to tilfældigt udvalgte kommuners sagsbehandling i en række sager om anbringelse af børn uden for hjemmet.
Det er Kommune Kujalleq og Qeqqata Kommunia, der er udvalgt, og i alt 30 sager er undersøgt.
15 sager handlede om hjemgivelse af et barn fra en anbringelse, og de øvrige 15 handlede om anbringelse af et barn. Og sagsbehandlingen lader en del tilbage at ønske ifølge Ombudsmand Vera Leths konklusion:
- Undersøgelsen bekræftede ombudsmandens indtryk af, at kommunerne i deres sagsbehandling af tunge og vigtige sager om børn generelt er udfordrede.
- Meget bekymrende
- Det var også ombudsmandens indtryk, at kommunerne fortsat begår alvorlige fejl, idet kommunerne generelt har problemer med at indhente de oplysninger eller gennemføre de undersøgelser, der kræves i forbindelse med en anbringelse af et barn uden for hjemmet eller hjemgivelse af et anbragt barn.
Et konkret kritikpunkt er manglede skriftlige afgørelser i sagerne. Eksempelvis manglede der en skriftlig afgørelse i syv ud af de 15 anbringelsessager og i otte ud af de 15 hjemgivelsessager. Det beskriver ombudsmanden som bekymrende:
- Dette er efter min opfattelse meget bekymrende, idet en afgørelse om anbringelse eller hjemgivelse er af så stor betydning for både det anbragte barn og forældremyndighedsindehaveren, at afgørelsen bør meddeles skriftligt, skriver Vera Leth i en rapport om undersøgelsen.
Samtaler afholdes ikke
Ombudsmanden har også set sagerne igennem i forhold til, om kommunerne får afholdt samtaler med barnet som sagerne drejer sig om.
Det har børnene ret til i henhold til børnestøtteloven, og samtalen skal sikre barnets ret til frit at udtrykke sine synspunkter.
- Der manglede således at blive afholdt en samtale med barnet i tre ud af 9 anbringelsessager og i syv ud af de 15 hjemgivelsessager, der blev undersøgt, skriver Ombudsmanden.
Et tredje kritikpunkt går på, at kommunerne i for høj grad ikke får indhentet udtalelser fra anbringelsessteder i forbindelse med hjemgivelse af et barn:
- Dette er efter min opfattelse et problem, fordi udtalelsen fra anbringelsesstedet er med til at sikre børnenes rettigheder ud fra en status på barnets generelle trivsel, skriver Vera Leth.