Sprogdebat

Kommune skal tælle dansktalende

Politiker vil vide, hvor mange dansktalende kommunen har ansat.

Der er blandt andet ansat dansktalende på kommunens skoler arkivfoto).
Offentliggjort

Siumuts Marius Olsen fra kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia har bedt kommunens administration redegøre for, hvor mange af de ansatte i kommunen, der er danskere. Det fremgår af referatet fra økonomiudvalgets seneste møde.

Marius Olsen har ifølge referatet i en mail "Rettet henvendelse til administrationen for at få oplysninger om antal medarbejdere i Qeqqata Kommunia, samt hvor mange danskere der er".

3% dansktalende
Administrationen kan oplyse, at der er omkring 1300 ansatte i kommunen, men grundet opsigelser, timelønnede, korttidsansatte og fx ansatte i revalidering, optræder der på opgørelsen 1469 medarbejdere.

Af dem er 39 dansktalende.

Men det er ikke alle de dansktalende, der kommer fra Danmark, fremgår det også af referatet.

Læs også: Atassut: Engelsk-plan kan blive kostbar fejl

- Ikke alle dansktalende er tilkaldt arbejdskraft, men har boet i mange år i Grønland, og andre dansktalende er ansatte, som kommunen ikke har tilkaldt, anføres det.

Stigning i antal
Der er lavet en optælling af dansktalende i kommunen for to år, henholdsvis 2015 og 2016. Af den fremgår det, at der var en stigning i antallet af medarbejder, der kommunikerer på dansk. Det drejer som om fem ansættelser.

- Under eventuelt spurgte Marius Olsen om, hvilke stillinger der er tale om, fremgår det ligeledes af referatet.

Opfordrer til venlighed
Til spørgsmålene vedrørende kommunens ansættelser udtaler administrationen, at ansættelser sker på baggrund af medarbejdernes kompetencer - og altså ikke deres sprog.

Læs også: Tilkaldte læger skal lære grønlandsk

- Når de rette fagkompetencer ikke findes på stedet, bliver man nødt til at hente dem udenfor kommunen, det være sig fra andre kommuner eller udenfor Grønland. Derfor er det vigtigt, at man efteruddanner og fortsat udvikler kompetencer i kommunen for at fastholde medarbejdere, men også at man er åben og venligsindede overfor andre sprogtalende end grønlandsk, når vi mangler kompetencer i kommunen, understreger administrationen.

Det fremgår iøvrigt, at 141 af kommunens ansatte arbejder i administrationen, og at de dansksprogede medarbejder blandt andet er lærere på kommunens skoler.

Powered by Labrador CMS