familieliv
Kommune sænker priserne for vuggestue og børnehave
Til august bliver det billigere for alle at have et barn i vuggestue og børnehave i Sermersooq, og der kommer loft over betalingen
Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq har lige vedtaget, at alle forældre med børn i vuggestue og børnehave kan se frem til en mindre institutionsregning.
Alle indkomstgrupper vil opleve en besparelse, men politikernes beslutning betyder, at forældre der tjener mindre vil opleve den største besparelse.
Se priseksempel i faktaboksen.
Maksimal betaling indføres
Samtidig kommer der loft over betalingen, så en familie højst skal betale 2.500 kroner om måneden for pasning uanset indkomst og pasningstilbud.
- Det er kommunalbestyrelsens ansvarlige og stramme økonomistyring, der har givet os det økonomiske råderum til at sænke forældrebetaling til daginstitutioner mærkbart siger borgmester Asii Chemnitz Narup (IA) i en pressemeddelelse.
Læs: Kritik: Børnehavnerne overholder ikke loven
- Kommunalbestyrelsen har prioriteret børnefamilier med de laveste indkomster, og jeg er særligt glad for, at Kommuneqarfik Sermersooq har gjort det muligt at tilgodese de børnefamilier, der har allermest brug for det. Ligesom jeg glædes over, at vores målsætning om at gøre det attraktivt for vore nyuddannede unge mennesker at komme hjem til Nuuk og arbejde også er tilgodeset med de nye takster.
En varig beslutning
I Sermersooq har man afsat penge i fremtiden til at holde et lavt betalingsniveau.
Det kommer til at koste knap 2,5 millioner kroner at nedsætte taksterne i år.
I 2017, 2018 og 2019 er der hvert år afsat 5 millioner kroner til at nedsætte de vedtagne takster.
Læs: Nakuusa: Hvert andet barn kender nu sine rettigheder