Kommune risikerer afgifts-lussing
Hvis lovforslaget om at indføre afgifter på el- og hybridbiler gennemføres vil det koste hovedstadskommunen næsten en halv million kroner om året.
Med et større antal hybrid- og elbiler i bilparken har Kommuneqarfik Sermersooq beregnet, at det vil koste i omegnen af 400.000 kroner årligt i afgifter, hvis det omstridte lovforslag får flertal i Inatsisartut.
Stor modstand
Internt blandt koalitionspartierne er der modstand mod den nye afgift, og det undrer direktør i Anlæg og Miljø i Kommuneqarfik Sermersooq, Hans Henrik Winther Johannsen, at Naalakkersuisut overhovedet kan finde på at fremlægge lovforslaget.
- Det er underligt, at man nu vil fravige en national strategi om en bæredygtig og miljørigtig udvikling. Havde vi vidst, at denne afgift kom, ville vi aldrig have investeret i tunge hybridbiler, påpeger direktør Hans Henrik Winther Johannsen over for Sermitsiaq.AG.
Troede på de politiske udmeldinger
- Vi har igennem de senere år valgt at udskifte bilparken, fordi vi har troet på politikernes visioner om at få nedbragt brugen af de fossile brændstoffer. Der er ingen tvivl om, at det vil påvirke salget af de miljørigtige biler. Afgiften vil virke adfærdsregulerende, siger direktøren, der har været med til at oprette ladestandere, hvilket også har haft sin omkostning for kommunekassen.
I konsekvens af de tidligere miljø-udmeldinger fra central politisk hold har kommunen i kommuneplanen defineret krav om ladepladser i den fremtidige byudvikling. Pladser, der ser ud til at blive overflødige, hvis loven vedtages.
Kritisk høringssvar
Kommunen vil indlevere et kritisk høringssvar, og det er Hans Henrik Winther Johannsens håb, at Naalakkersuisut kommer på bedre tanker og lader sin afgiftspolitik flugte med ambitionerne om en bæredygtig miljøindsats.