Kommune Kujalleq
Kommune nedfælder retningslinjer efter grov sag om seksuelt misbrug
Kommune Kujalleq har nedfældet retningslinjer for at forebygge seksuelt misbrug, efter at en pige har været tæt på at blive offer for en nu Herstedvester-dømt sexforbryder
En 40-årig mand blev ved Qaasuitsoq Kredsret i december 2014 idømt forvaring i Anstalten ved Herstedvester på ubestemt tid efter seksuelle overgreb mod en række børn og unge. Hans overgreb er gået ud over syv piger og kvinder i alderen 15 til 21 år samt en ni-årig dreng.
I forbindelse med idømmelsen af manden sagde daværende anklagerfuldmægtig Tanja Søderlund, at sagen også har afdækket svigt i flere ungdomsklubber, i Qeqqata Kommunias kommunekontor i Maniitsoq og i Kommune Kujalleq.
Nu har Kommune Kujalleqs børne- og kulturudvalg taget konsekvensen og udarbejdet retningslinjer for at forebygge seksuelt misbrug.
Læs: Mand dømt efter omfattende seksuelle overgreb
Lokkede pige til Aasiaat fra Sydgrønland
Det sker, efter den dømte 40-årige mand fra bygden Iginniarfik under et telefonisk kontakt og uden yderligere dokumentationer fik lokket en af ungdomsklubberne i Kommune Kujalleq til at sende en pige til Aasiaat for at lade pigen deltage i et opdigtet projekt. Men pigen fattede mistanke efter ankomsten til Aasiaat og blev efterfølgende sendt retur til Sydgrønland.
- Det er for at forebygge lignende episoder, at vi har fået nedfældet retningslinjerne, siger formanden for børne- og kulturudvalget, Siumuts Karla Egede Bisgaard, Kommune Kujalleq, til Sermitsiaq.AG.
Læs: Dømt sexforbryder ønskede bedre forebyggelse
Ifølge Kommune Kujalleq er det vigtigste formål ved udarbejdelsen af de nye retningslinjer, at børn og unge i forbindelse med ophold uden for hjemmet og i forbindelse med at andre voksne får opsyn og ansvar for barnet eller den unge ikke udsættes for forsøg på seksuelt misbrug.
Kommune Kujalleqs nye retningslinjer:
- Invitationer til arrangementer skal ske skriftligt. Mundtlige invitationer afvises.
- Det skal dokumenteres, at arrangørerne arbejder for et godkendt projekt enten af sportsorganisationer, kulturelle organisationer eller andre private eller kommunale organisationer.
- I forbindelse med oplysning om arrangementet eller projektet skal der overfor forældrene fremlægges dokumentation for arrangementets ægthed.
- Beslutning om børn og unges deltagelse ligger alene hos forældre/værger, og deres skriftlige accept skal foreligge.
- Hvor Kommune Kujalleq er arrangør eller medarrangør, har kommunen eller den aktuelle organisation pligt til at indhente børneattest for de voksne, der har ansvar for arrangementet og har kontakt til de deltagende børn og unge.
- Personalet på kommunens institutioner og foreninger skal gøres bekendt med kravene til behandling af fremtidige ansøgninger.
Læs: Socialvæsenet efterlyser viden om seksuelle overgreb