Kommune kommenterer video med olieudslip
En video på sociale medier viser, at et olieudslip i Ittoqqortoormiit har spredt sig til havet, oplyser Kommuneqarfik Sermersooq, der dog ikke har verificeret videoen.
- Beredskabet i kommunen har oplyst, at der aktuelt ikke er tilgængeligt opsamlingsmateriel til brug i havet, men at dette er bestilt og er på vej, skriver Kommuneqarfik Sermersooq på sin hjemmeside.
Foto: Leiff Josefsen
Et udslip af dieselolie har spredt sig til havet ved Ittoqqortoormiit. Det viser en video på sociale medier ifølge Kommuneqarfik Sermersooq.
Kommunen skriver på sin hjemmeside, at kommunen ikke har verificeret indholdet af videoen, men at man tager bekymringen meget alvorligt.
Olieudslippet er sket fra nødgeneratoren i den østgrønlandske by.
Kommuneqarfik Sermersooq arbejder fortsat sammen med Nukissiorfiit og andre myndigheder om få taget hånd om olieforureningen:
- Beredskabet i kommunen har oplyst, at der aktuelt ikke er tilgængeligt opsamlingsmateriel til brug i havet, men at dette er bestilt og er på vej, skriver kommunen på sin hjemmeside.
Alle borgere opfordres fortsat til at undgå direkte kontakt med dieselolien – både på land og i vandet, lyder det fra kommunen, som følger situationen tæt og løbende vil informere borgerne om nye tiltag og vurderinger.
Det var tilbage den 23. maj, at Grønlands Politi gik ud med en pressemeddelelse om, at omkring 22.000 liter dieselolie var sluppet ud fra en stor tank ved Nukissiorfiit`s nødanlæg i den vestlige del af Ittoqqortoormiit ud mod Hvalrosbugten.