Kommer med advarsel om Nordøstgrønland
Efter anbefaling fra Beredskabskommissionen fraråder Naalakkersuisut nu færdsel i Dickson Fjord vest for Ella Ø, og hele Nationalparken i Nordøstgrønland betragtes som et farligt sted at færdes.
Materialer tilhørende Sirius-patruljen og Arktisk Kommando blev skyllet ud i havet i forbindelse med en voldsom tsunami i Dickson Fjord i 2023.
Foto: SIRIUS/ Arktisk Kommando
Naalakkersuisut kommer nu med en advarsel vedrørende færdsel i det nordøstlige Grønland.
I en pressemeddelelse skriver Naalakkersuisut, at færdsel nu frarådes i Dickson Fjord vest for Ella Ø.
Meldingen kommer på anbefaling fra Beredskabskommissionen.
Derudover betragter Naalakkersuisut hele Nationalparken i Nordøstgrønland som et farligt sted at færdes, hvor der bør udvises ekstra forsigtighed ved færdsel.
Tvivl om stabiliteten i fjeld
Meldingen ved området Dickson Fjord skyldes, at der er tvivl om stabiliteten af bagvæggen for et fjeldparti, hvor der i 2023 var et stort fjeldskred.
- Beredskabskommissionen har derfor anbefalet Naalakkersuisut at fraråde færdsel i Dickson Fjord vest for Ella Ø, skriver Naalakkersuisut.
Forskere har tidligere konkluderet, at fjeldskreddet i 2023 udløste en mega-tsunami med en højde på 200 meter.
Tsunamien rullede fra side til side i fjorden i ni dage, og vandmassernes bevægelser gav rystelser gennem Jorden, der kunne observeres globalt.
Hele Nationalparken kategoriseres som farligt sted
Med hensyn til Nationalparken i Nordøstgrønland kategoriseres den nu som et farligt sted at færdes, og alle bør derfor udvise ekstra forsigtighed ved færdsel både til lands og til vands.
Dette sker også efter en vurdering fra Beredskabskommissionen.
Kommissionen lægger vægt på, at der er særligt øget risiko ved færdsel i uopmålt farvand, står der i meddelelsen:
- Nationalparken i Nordøstgrønland er desuden karakteriseret ved risiko for pludseligt omslag i vejret, hvilket både øger risikoen ved at færdes i området og besværliggør redningsaktioner.
- Endelig er området øde beliggende, og de store geografiske afstande medfører lang responstid for redningsmyndighederne.
Der kan dog fortsat gives tilladelse til at færdes i nationalparken.