Kommentator: Politisk sejr midt i en corona-krise

Koalitionen har bestået svendeprøven ved at få relativt bred politisk opbakning til sin første finanslov. Samtidig er Siumut trådt i karakter i rollen som oppositionsparti, vurderer chefredaktør.

Koalitionen kunne torsdag præsentere et finanslovforlig med tilslutning fra Demokraterne og Atassut.
Offentliggjort

Torsdag eftermiddag kunne naalakkersuisoq for finanser, Asii Chemnitz Narup (IA), præsentere et forlig om næste års finanslov. Den første for IA-Naleraq koalitionen.

Finansloven kan betegnes som en slags svendeprøve for enhver ny koalition. Og den har koalitionen bestået, siger politisk kommentator og chefredaktør på AG, Christian Schultz-Lorentzen:

- Det var ikke givet, at der ville blive opnået en så bred enighed, når man ser på det politiske forløb op til vedtagelsen af landets vigtigste lov. Der har været flere store knaster mellem Naleraq og IA.

Internt i koalitionen har der henover efteråret blandt andet været uenighed om varslede huslejeforhøjelser i visse af Selvstyrets boligafdelinger samt afgiften på det kystnære fiskeri efter hellefisk. Dertil kommer hele sagen om Pele Broberg, som i begyndelsen af efterårssamlingen blev fjernet fra posten om naalakkersuisoq for udenrigsanliggender efter en række udtalelser, der skabte stor uro i IA's bagland.

- En politisk sejr

- Men uenighederne har Naleraq og IA formået at bilægge. Det er samtidig en politisk sejr for koalitionen, at de to partier har fået Atassut og Demokraterne med som medunderskrivere af finansloven, siger Christian Schultz-Lorentzen.

Han påpeger, at timingen for finanslovsforliget er god for Naalakkersuisut, da corona-situationen også kræver står bevågenhed:

- Der er brug for stabilitet og bred opbakning til de store politiske beslutninger i en tid, hvor landet står midt i sin værste corona-krise. Der er nok af andre problemer, som tårner sig op, siger han.

Siumut træder i karakter

Det næststørste parti i Inatsisartut - Siumut - er ikke med i finanslovsforliget. Siumut meddelte torsdag morgen, at uenighed om Parisaftalen havde kastet grus i forhandlingerne. Christian Schultz-Lorentzen siger om udmeldingen:

- Siumut er trådt i karakter som et markant oppositionsparti. Forleden krævede partiet, at Asii Chemnitz Narup blev fjernet fra sit politisk ansvar for indenrigsanliggender på grund af Tilsynsrådets hårde kritik af Kommuneqarfik Sermersooq, hvor hun som bekendt var borgmester tidligere.

- I forbindelse med finansloven har Siumut været vrede over Paris-aftalen. Vrede over, at Inatsisartut ikke blev inddraget i beslutningen, og at Grønland bindes på en måde, der kan forhindre en optimal erhvervsudvikling. Siumut har smidt silkehandskerne.

Powered by Labrador CMS