besøg
Kold skulder til katalonsk separatistleder i Tórshavn
Lagmand Aksel V. Johannesen vil ikke arrangere en modtagelse for Kataloniens separatistleder Carles Puigdemont. Han er ikke inviteret af landsstyret, siger Aksel V. Johannesen.
Folketingsmedlem Magni Arge (Tjóðveldi/Republikanerne) undersøger mulighederne for at få Carles Puigdemont til Færøerne i foråret. Hvis Puigdemont kommer til Færøerne, så bliver han ikke modtaget af landsstyret og lagmand Aksel V. Johannesen.
- Lagmanden arrangerer en offentlig modtagelse, når en regeringsleder er på Færøerne på et offentligt besøg. Lagmanden har ingen intentioner om at arrangere en offentlig modtagelse eller lignende i forbindelse med, at et folketingsmedlem har inviteret Carles Puigdemont på besøg.
Det sagde Aksel V. Johannesen i lagtinget ifølge den færøske nyhedsside Portal.fo
Spansk-færøsk forhold
Tidligere folketingsmedlem og tidligere lagmand Edmund Joensen (S), der i dag er lagtingsmedlem, kommenterede Puigdemonts besøg i København med, at det kunne skade forbindelsen mellem Færøerne og Spanien.
Magni Arge, der havde inviteret Puigdemont i folketinget afviste påstanden.
Aksel V. Johannesen forventer heller ikke, at hverken det eller rejsen til Færøerne vil få nogen betydning for forbindelsen mellem Færøerne og Spanien.
Færøerne sælger fisk til Spanien, men de formelle forhold i forbindelse med handel er aftalt mellem EU og Færøerne.
Det kan ikke påvirke forholdet politisk eller handelsmæssig, da hverken landsstyret eller den spanske regering er involveret i besøgene, skriver Portal.fo.
Presset kalender
Den katalanske separatistleder Carles Puigdemon var i København 22. og 23. januar. Magni Arge var med til at arrangere besøget, som blandt andet vakte stor opsigt blandt internationale medier.
Efter besøget i København inviterede Magni Arge Puigdemont til Færøerne.
- Vi forsøger at få besøg i stand inden påske, men det kommer an på situationen i Katalonien og hvordan det går at danne et nyt styre, sagde Magni Arge.
Videre oplyste Magni Arge, at Puigdemont er meget interesseret i at komme til Færøerne, men på grund af tidspres er det ikke sikkert, at det er muligt for separatistlederen at komme allerede i foråret.