Koks med daginstitutionspladser fortsætter
Naalakkersuisut har ingen planer om at ændre forholdene i forbindelse med daginstitutionspladser til uddannelsessøgende i Danmark, når de rejser hjem
Medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit Olga P. Berthelsen har næppe fået det svar, hun havde håbet på.
Således fastslår medlem af Naalakkersuisut for uddannelse, forskning og nordisk samarbejde Palle Christiansen, Demokraterne, at Naalakkersuisut ingen aktuelle planer har om at ændre forholdene i forbindelse med daginstitutionspladser til uddannelsessøgende i Danmark, når de rejser hjem til Grønland.
Det sker, efter Olga P. Berthelsen har spurgt om, hvilke initiativer Naalakkersuisut har iværksat for at sikre, at grønlandske uddannelsessøgende i Danmark ved hjemrejse til Grønland kan sikres daginstitutionspladser til deres børn.
Ingen pasningsgaranti
- Der er i dag ingen generel pasningsgaranti eller særlige pasningsgarantier til bestemte grupper i samfundet i lovgivningen om daginstitutionspladser. Anlæg- og driftsudgifter til dagtilbud på førskoleområdet er i dag et suverænt kommunalt anliggende, og Naalakkersuisut har ingen aktuelle planer om at ændre denne byrde og opgavefordeling mellem kommunerne og Namminersorlutik Oqartussat, forklarer Palle Christiansen.
- Selvom det til stadighed er Naalakkersuisuts mål, at alle uanset bosted, social status, uddannelsesbaggrund eller andet skal kunne tilbydes gode og relevante dagtilbud, agter Naalakkersuisut ikke at indføre lovgivning, der pålægger kommunerne at forfordele, siger Palle Christiansen.