Kok fra Sydgrønland laver gastronomi i verdensklasse
Brijan Isaksen Andersen arbejder med grønlandske råvarer hos Restaurant Koks i Ilimanaq. Den 25-årige kok glæder sig over, at han og resten af holdet har beholdt Michelin-stjernerne i Grønland.
- Det er fantastisk at være med til at højne gastronomien i Grønland.
Sådan lyder det fra 25-årige Brijan Isaksen Andersen. Han arbejder som kok på Restaurant Koks, der mandag aften forsvarede sine to Michelin-stjerner.
Men denne gang var det anderledes.
Sidste år fik Restaurant Koks sine Michelin-stjerner, da restauranten serverede gastronomi på Færøerne, men nu skinner stjernerne over den lille bygd Ilimanaq, hvor Koks holder til i sommersæsonerne 2022 og 2023.
Moskus og mattak
Det var i forbindelse med Koks planer om at flytte restauranten til Grønland, at Brijan Isaksen Andersen kontaktede restaurantens køkkenchef. Den 25-årige kok ville med på holdet - og det kom han.
- Det er fedt at være med til at beholde dem (Michelin-stjernerne, red.) og få dem med til Grønland, siger Brijan Isaksen Andersen på en telefonlinje fra den lille bygd med omkring 80 beboere.
Her har han arbejdet med grønlandske råvarer siden 12. juni.
- Koks har selvfølgelig taget ting med hjemmefra, men vi laver også både moskus, rensdyr, og mattak.
Et eventyr
Brijan Isaksen Andersen har boet det meste af sit liv i Danmark, hvor han også har arbejdet som kok, men er fra Sydgrønland i Qaqortoq. Han har jævnligt besøgt sin familie i Grønland, men det er første gang, at han er i Ilulissat.
- Det er et eventyr for mig, at se Grønland på den her måde. Jeg nyder det virkelig.
Personalet og Brijan Isaksen Andersen var på restaurant, da de fik nyheden om, at Koks havde forsvaret sine to Michelin-stjerner.
Det fejrede de med champagne, inden de genoptog arbejdet.