Kofod: Lavspænding i Arktis er vigtigt
Arktis var på dagsordenen, da toppolitikere fra adskillige lande holdt en tre dages sikkerhedskonference i München. Udenrigsminister Jeppe Kofod fastslog, at de arktiske stater skal sidde i førersædet, når det gælder udviklingen af området.
Den tyske forbundspræsident, USA's udenrigsminister og Frankrigs præsident var blandt deltagerne i München, hvor Jeppe Kofod under en rundbordsdiskussion talte den arktiske sag.
- Vi havde en god rundbordsdiskussion om de arktiske forhold i forbindelse med konferencen. For mig personligt var det vigtigt at markere, at det er de arktiske stater, som er i førersædet i forhold til udvikling af, hvad der skal ske med de arktiske områder, siger udenrigsminister Jeppe Kofod til Sermitsiaq.AG.
Vigtig målsætning
Han giver udtryk for, at det er en vigtig målsætning for rigsfællesskabet, at der er lavspænding.
- Og at vi sammen står for en udvikling i Arktis, der respekterer, at der bor mennesker i de arktiske områder, uddyber Jeppe Kofod.
- Samtidig er der behov for at tage realistisk bestik af den dynamiske sikkerhedspolitiske situation og løbende tilpasse vores tilgang i lyset heraf, siger udenrigsministeren.
Stormagts-interesse
- Arktis har været et af emnerne på sikkerhedskonferencen, netop fordi vi i disse år oplever en stigende interesse fra stormagter som USA, Kina og Rusland. Derfor har det også været vigtigt for mig at deltage i debatten om, hvordan udviklingen i Arktis for eksempel også kan åbne op for øgede investeringer, siger Jeppe Kofod.