Kofod: Grønland skal sikres handlerum

Grønland skal have en større stemme, når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitiske sager, der har betydning for Grønland, forsikrer udenrigsminister Jeppe Kofod i et svar til Folketingets Grønlandsudvalg.

Steen Lynge ses her i selskab med udenrigsminister Jeppe Kofod, der sidste år havde inviteret Lynge med til et fællesmøde med USAs udenrigsminister i juli 2020.
Offentliggjort

Udenrigsminister Jeppe Kofod fastslår i et svar til Folketingets Grønlandsudvalg, at det for ham har en høj prioriteret at få skabt et ligeværdigt og styrket partnerskab i rigsfællesskabet inden for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område.

Svaret kommer i anledning af et spørgsmål, som IA’s folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen har stillet i forbindelse med en DIIS-rapport, som lister en række anbefalinger op.

- Vil ministeren oplyse, om regeringen vil følge anbefalingen om en styrket fortsat inddragelse af Grønland i form af fast grønlandsk deltagelse i møder med relevante tredjeparter, herunder high-level møder med udenrigspolitiske samarbejdslande, spurgte IA-folketingsmedlemmet.

Fremtidssikret samarbejde

Svaret afslører ikke konkret, hvad udenrigsminister Jeppe Kofod konkret vil gøre, men han fastslår, at der pågår et samarbejde mellem Naalakkersuisut og Udenrigsministeriet, der skal ”fremtidssikre det gode samarbejde”.

- Og vi undersøger mulighederne for yderligere konkrete, fælles tiltag, der skal bidrage til at sikre, at Grønland, inden for Grundlovens rammer, sikres størst mulig synlighed og handlerum på det internationale område og bedst muligt inddrages i udenrigs- og sikkerhedspolitiske sager af særlig betydning for Grønland, skriver Jeppe Kofod i sit svar.

Han påpeger, at det handler om at styrke grønlandsk deltagelse på møder med internationale samarbejdspartnere og henviser i den forbindelse til, at naalakkersuisoq for udenrigsanliggender blev inviteret til møde med den amerikanske udenrigsminister i Washington tilbage i november 2019. Desuden var naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Steen Lynge inviteret med, da Jeppe Kofod i juli 2020 var vært for et fællesmøde med USA på udenrigsministerniveau, hvor både Grønland og Færøerne deltog.

Powered by Labrador CMS