København kigger på lovligt salg af hash

Der er mange gode grunde til at igangsætte en hash-forsøgsordning, siger socialborgmester

Ifølge forslaget skal den legale hash sælges fra mellem 25 og 40 udsalgssteder til en pris, der kan konkurrere med de priser, som stoffet sælges til i Pusher Street på Christiania og andre steder i hovedstaden. Arkivfoto: Chr. Schultz-Lorentzen
Offentliggjort

For tredje gang fremsætter Københavns Kommune nu et forslag om et lave en forsøgsordning med lovligt salg af hash. Oplægget præsenteres på en konference på Københavns Rådhus fredag, skriver Information.

Ifølge forslaget skal den legale hash sælges fra mellem 25 og 40 udsalgssteder til en pris, der kan konkurrere med de priser, som stoffet sælges til i Pusher Street på Christiania og andre steder i hovedstaden.

Socialborgmester Mikkel Warming (EL) mener, at er der er mange gode grunde til at igangsætte en forsøgsordning.

- Vi forventer på den ene side, at en legalisering vil føre til mindre kriminalitet og færre penge til de kriminelle bander, der i dag lever fedt af hashsalget, siger han til Information.

- Og på den anden side regner vi med at komme i kontakt med flere unge og få dem fjernet fra et marked, hvor der også sælges hårde stoffer.

Derudover forventer han, at politiet vil kunne skære ned på de ressourcer, som de i dag anvender på at komme hashhandlen til livs.

- Forhåbentlig kan politiet så bruge kræfter på at komme bagmændene til livs i stedet for brugerne, som de i øjeblikket hujer rundt med ude ved Christiania, hvor en masse unge helt unødvendigt får en plettet straffeattest, tilføjer Mikkel Warming.

Forslaget om en forsøgsordning med legaliseret salg af hash ikke er nyt. Tværtimod er det fremsat både over for den tidligere justitsminister Brian Mikkelsen (K) og over for den nuværende, Morten Bødskov (S), der straks afviste det.

Men ifølge Mikkel Warming er det vigtigt hele tiden at presse på.

Han henviser til ordningerne med fixerum og lægeordineret heroin til visse stofbrugere som eksempler på, at et vedvarende pres kan nytte.

- Hvis vi havde opgivet at kæmpe for fixerum, da den socialdemokratiske regering før 2001 sagde nej, havde vi aldrig fået det.

Powered by Labrador CMS