finanslov 2015

Koalitionen: Vi kunne ikke have været andet bekendt

Regeringskoalitionen afviser påstanden fra Inuit Ataqatigiit om, at det har været et udemokratisk forløb med finansloven for i år. En yderligere forsinkelse ville have været mere udemokratisk, lyder det

Steen Lynge, Atassut, er næstformand i Inatsisartuts finans- og skattepolitiske udvalg
Offentliggjort

- Som koalition er vi nødt til at handle ansvarligt med landets finanser og tage driften af landet alvorligt.

Sådan starter et skriftligt statement, der er underskrevet Jens Immanuelsen, Tillie Martinussen og Steen Lynge, koalitionspartiernes øverste repræsentanter i Inatsisartuts finans- og skattepolitiske udvalg, efter Inatsisartut tidligt tirsdag eftermiddag vedtog finansloven.

Læs: Finansloven for 2015 er vedtaget

- Uanset hvilke krumspring oppositionen forsøger sig med, så er vi vort ansvar bevidst, og vi sikrer, at finansloven vedtages, så landet sikres stabilitet.

Siumut, Demokraterne og Atassut mener, at politikerne fra Inuit Ataqatigiit og Partii Naleraq er blevet for skingre i deres kritik af koalitionen.

- Der kom som bekendt valg i utide, og det betød, at finansloven for 2015 blev stærkt forsinket. Vi er nu næsten et halvt år henne i 2015, og landet kører stadig uden vedtaget finanslov. Stod det til oppositionspartierne, ville processen have været forhalet endnu længere. Den ustabilitet vil vi ikke være med til, skriver SAD-koalitionen (Siumut, Atassut og Demokraterne, red.) i en fælles meddelelse.

Oppositionen fordrejer sandheden
Det er løgn, når Inuit Ataqatigiit påstår, at der ikke har været en grundig proces med finansloven, skriver de tre ordførere.

- Oppositionen har ønsket mere information, og det er fuldt ud forståeligt for koalitionen, men det er mere end en mild fordrejning at påstå, at informationen ikke er givet.

- Der har været afholdt samråd med syv ud af otte ministre i finansudvalget og en del samråd i andre fagudvalg i denne proces. Reformer har været fremlagt; alle partier har været indbudt til seminarer på bolig- og transportområdet, og der har været orienteringer i alle fagudvalg i Inatsisartut.

IA's Sara Olsvig og resten af oppositionen har fået svar på alt, hvad de har stillet spørgsmål om før afstemningen i dag, lyder det i brevet.

- Derfor undrer det os, at de ikke melder klart flag. Koalitionen sidder ikke inde med oplysninger, oppositionen ikke har adgang til, ligesom oppositionen selv fra talerstolen har udtalt at de er enige i 95 procent af koalitionens politik. Derfor betragter vi oppositionens konstante mudderkast i pressen, som et politisk træk. Det er ikke usædvanligt for en opposition, og sådan er det politiske spil.

- Der, hvor vi som koalition er nødt til at sætte hælene i, og sige nu er det nok, er, når oppositionen bevidst forsøger at forhale landets finansielle stabilitet. Når de forsøger at lægge hindringer i vejen for reformer, de er klar over er nødvendige, eller når de anklager os, på usagligt grundlag, for at være en koalition der ikke vil samarbejde - når det er vor klare opfattelse at oppositionen ikke ønsker at samarbejde.

Læs også:

Finansloven for 2015 er vedtaget

Således er millionerne fordelt

IA udelukker ikke at de vil stemme for finansloven

KNR: Koalitionen underskriver finanslovsaftale

Skattestigning fejet af bordet

Powered by Labrador CMS