Politik og medier
KNR brændt af - af Aleqa
Qanorooq-redaktionen er overrasket over, at Naalakkersuisut-formanden uden afbud ikke mødte op til interview mandag aften
KNR’s Qanorooq havde mandag aften aftalt live-interview i studiet med formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut, men det blev aldrig til noget. Kun Aleqa Hammond ved, hvorfor hun brændte KNR af.
Aftenens redaktør Arnaq Nielsen fortæller til Sermitsiaq.AG, at redaktionen her dagen efter stadig ikke har hørt fra Naalakkersuisut-formanden, selvom hun mandag forsøgte at ringe til Aleqa Hammond, da hun ikke var mødt op på aftalt tidspunkt klokken 18.50.
Har aldrig oplevet noget lignende
Qanorooq ønskede interview efter nu tidligere naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug Karl Lyberths afgang. En interviewaftale, som Qanorooq-redaktør Walter Turnowsky havde lavet direkte med Aleqa Hammond.
- Jeg finder det meget overraskende, at landets leder ikke stiller op til et direkte interview i en så vigtig sag som en regeringsrokade. Og det bliver ikke mindre overraskende af, at hun udebliver uden at kontakte KNR eller give nogen begrundelse for sin udebliven. Jeg kan ikke mindes, at jeg tidligere har været ude for noget tilsvarende, siger Walter Turnowsky ifølge KNR’s hjemmeside.
Sermitsiaq.AG venter på en tilbagemelding fra Aleqa Hammond.