Knüppel: Må vi fortsat tale dansk?
Landstingsmedlem Lene Knüppel vil vide om dansksprogede folkevalgte fortsat kan tale dansk fra Landstingets talerstol, når selvstyret bliver indført.

Landstingsmedlemmet for Demokraterne har stillet en række spørgsmål til Landsstyret.
– I dag afholdes Landstingets møder primært på grønlandsk, og bliver simultantolket til dansk. Men for et landstingsmedlem, som ikke i tilstrækkelig grad behersker grønlandsk, er det muligt at holde sine indlæg på dansk, hvorefter disse indlæg simultantolkes til grønlandsk, skriver Lene Knüppel.
– I forbindelse med den måske snarlige indførelse af selvstyre er der vigtigt for Demokraterne, at denne ordning bevares. Det skyldes ikke mindst, at der i lang tid fremover vil være et stort dansktalende mindretal, hvoraf en del er født i Grønland, mens andre er tilflyttere. Dette mindretal bør have samme demokratiske rettigheder og pligter som deres grønlandsktalende medborgere.
I Landsstyrets udkast til Selvstyrelov lyder § 20 således: "Det grønlandske sprog er det officielle sprog i Grønland".
Derfor spørger Demokraten: – Vil Landsstyret garantere, at Landstingets møder ved hjælp af simultantolkning fortsat vil kunne følges på både grønlandsk og dansk, og at mødematerialet foreligger på begge sprog?
– Vil Landsstyret udstede samme garantier, såfremt Landstinget måtte vedtage den lov om sproglig integration, som Landsstyret har bebudet, at man vil fremsætte på Landstingets Efterårssamling 2008, spørger Lene Knüppel.