Kløvedal og grønlandske farvande
Ny tv-serie om marinens historie med erfaren tv-søulk ved roret

Tusinder af sømil har forfatteren og tv-værten Troels Kløvedal tilbagelagt ombord på sit eget skib »Nordkaperen« og fortalt skipperhistorier og skrøner fra alverdens lande.
Mandag aften står han til søs for at fortælle den danske flådes historie igennem de sidste 500 år. Og han begynder fornemt med et besøg på Kongeskibet, hvor dronning Margrethe tager imod og viser rundt.
»Det har været en fornøjelse de sidste tre år at sejle rundt med flådens skibe, dels i danske farvande, men også i svenske, norske og grønlandske farvande.
Jeg har gennempløjet alle de gamle kølvandsstriber, hvor flådens historie har udspillet sig igennem århundreder, ligget stille med flådens skibe over mange historiske skibsvrag med sunkne, endnu ikke hævede kanoner, og ligget for anker i Kongedybet, hvor slaget på Reden foregik for godt 200 år siden,« fortæller Troels Kløvedal.
»Flådens historie er også kongeriget Danmarks historie gennem 500 år. Serien er mit bud på, hvordan historien fortælles fængende, så den appellerer til alle,« tilføjer den kendte søulk.