Klimaændringer
Klimaforskere er foruroliget over høje temperaturer
Forskere er dybt alarmerede over hastigheden af opvarmning og klimaændringer i Arktis
- I al den tid jeg har studeret Arktis, har jeg aldrig set noget som sidste års begivenheder.
Sådan skriver den ledende arktiske klimaforsker Mark Serreze, National Snow and Ice Data Center (NSIDC), i det nye nummer af tidsskriftet Earth Magazine, udgivet af American Geosciences Institute.
Som andre klimaforskere er han både stærkt forbløffet og foruroliget over de høje temperaturer og den stærke isafsmeltning, der kan registreres på de høje nordlige breddegrader.
Markant hurtigere nedsmeltning
Gennem det arktiske efterår 2016 begyndte tilfrysningen igen, men meget langsommere end normalt, og midt i den mørke november skrumpede havisen kortvarigt - i tråd med at temperaturerne ved Nordpolen var 17-22 grader over det normale.
- Hvad pokker er det, der sker, spørger Mark Serreze og afspejler forskernes uro over, at arktisk opvarmning og afsmeltning går markant hurtigere, end de avancerede klimamodeller har forudset.
Også DMI's arktiske hjemmeside, Polar Portal, fortæller i disse dage om en 'utrolig varme i Arktis', omkring 10 grader over det normale for årstiden.
I Tasiilaq var der i søndags regnvejr og plusgrader samtidig med frost og sne i Danmark. Og på Svalbard, der ligger højt mod nord i Ishavet, målte man i sidste uge de højeste temperaturer i hele Norge.
Læs: Svalbard oplever varmeste temperaturer i Norge
268 milliarder ton is
Opvarmningen betyder også en forceret afsmeltning af Grønlands indlandsis, som siden 2003 i gennemsnit har mistet 268 milliarder ton is om året.
- Efter at have studeret Arktis og dets klima i tre et halvt årti har jeg konkluderet, at det, der er sket gennem det seneste år, er endog hinsides det ekstreme, noterer Mark Serreze.
Og til Washington Post siger kollegaen David Titley, Penn State University:
- Videnskaben forsøger stadig at forstå detaljerne. Hvad vi ved er, at 2017 med en stor grad af sikkerhed vil starte med det svageste, tyndeste og mindste arktiske isdække i målingernes historie. Dermed er vi et skridt nærmere en fremtid med isfri Arktis om sommeren - og sandsynligvis før vi tror.