Klima og miljø: Tuusi roser OLT

Formand for Inatsisartut Josef Motzfeldt lægger ikke skjul på, at han er glad for OLT-samarbejdet og organisationens indflydelse

Formand for Inatsisartut Josef Motzfeldt sammen med Maurice Ponga, som er medlem af Europa-Parlamentet. Foto: Elly Hauge Pedersen, Bureau for Inatsisartut
Offentliggjort

- Jeg konstaterer med tilfredshed, at det arbejde, vi sammen startede i 2006 under temaet "miljø og klimaændringer", fortsætter i et nyt spor som "grøn vækst". Begge temaer har domineret den globale politiske dagsorden i tidligere sæsoner og vil uden tvivl fortsat være en stor politisk udfordring for os alle i de kommende år.

- Der har været afholdt flere klimatopmøder, hvor det var ønskeligt, at konferencernes resultater og verdens ledere havde truffet mere ønskelige resultater taget i betragtning det alvorlige faktum, som klimaændringerne har bragt hele vor klode i.

Sådan lød nogle ord fra formanden for Inatsisartut Josef Motzfeldt, der onsdag var inviteret til at holde tale ved OLT-forummets møde i Ilulissat. Et topmøde, der slutter i dag torsdag.

Læs også "OLT-topmøde starter i dag"

Læs også "Kuupik gør klar til OLT-topmøde"

Uddannelse, uddannelse og uddannelse
Han sagde blandt andet også:

- Det arbejdsgrundlag, som OLT har udarbejdet, er jeg sikker på vil styrke OLT's samarbejde med EU-institutioner. Det giver samarbejdet et grundigt politisk afsæt til de videre drøftelser omkring mulighederne for udviklingen af grøn vækst inden for OCT-landene. En grøn vækst, vi alle ønsker for vores borgere, og som skal bidrage til at forøge befolkningernes muligheder til at imødegå klimaudfordringerne.

- Jeg har altid været af den overbevisning, at uddannelse er et af de vigtigste grundlag for vores samfund og for den enkelte borger. Uddannelse giver borgerne en bedre mulighed for at møde nye udfordringer, hvad enten vi taler om klimaforandringer eller den verdensomspændende finansielle krise. Og når borgerne er bedre stillet, gavner det også samfundet, sagde Josef Motzfeldt.

Det er anden gang, at Grønland har formandskabet i OLT, som blev oprettet i 2002. Ved Grønlands første formandskabsperiode var Josef Motzfeldt som landsstyremedlem for udenrigsanliggender formand for OLT i 2006.

Powered by Labrador CMS