Kina og Færøerne har holdt forsoningsmøde efter lækket lydklip
Ifølge lækket lydklip skulle Kina have gjort en handelsaftale betinget af, at Færøerne vælger 5G fra Kina.
En hemmeligholdt og meget omtalt lydfil har i de seneste dage sat forholdet mellem Kina og Færøerne på prøve, men noget tyder på, at stormagten og den lille øgruppe har klinket skårene igen.
Færøernes repræsentation i Danmark har holdt et møde med repræsentanter fra den kinesiske ambassade i København.
- Vores ambassadør i København har haft et møde og besøgt den kinesiske ambassade og snakket om det, der skete. Begge parter er meget kede af det, som er sket, og vi håber, at det ikke gentager sig, siger lagmand Bárður Nielsen til DR Nyheder.
Det er et lydklip, der er omfattet af et fogedforbud og ikke er offentliggjort, som har startet et større politisk slagsmål i Danmark og verden om Kinas udenrigspolitiske ageren.
Lydklippet er ifølge Berlingske og DR en samtale mellem den færøske miljø- og erhvervsminister Helgi Abrahamsen og departementschef Herálvur Joensen.
Departementschefen orienterer erhvervsministeren om et møde mellem Landsstyret og den kinesiske ambassadør i Danmark, Feng Tie.
Departementschefen har forstået samtalen mellem den færøske lagmand og den kinesiske ambassadør således, at hvis det færøske teleselskab Færoya Tele ikke vælger kinesiske Huawei som 5G-leverandør, kan Færøerne glemme at få en handelsaftale.
- Jeg forstod det sådan, at da den kinesiske ambassadør opsummerede, så havde han sagt, at hvis det ikke bliver det her, så bliver der heller ingen handelsaftale, lyder det ifølge Berlingske fra departementschefen.
Det har skabt voldsom debat i Danmark og vakt genlyd flere steder i verden. Men lagmanden har ikke indtryk af, at det har gjort skade.
- Jeg har ikke fået indtryk af, at det har gjort skade. Men jeg er ked af sagen, og jeg håber, at det ikke gentager sig, siger Bárður Nielsen til DR.