Kina forventer svagere vækst i år end i 2018
Kinas økonomiske målsætning i 2019 på en vækst på 6,0 til 6,5 procent er det laveste i flere årtier.
Kina økonomiske vækst ventes i år at gå ned i tempo, og dermed er der udsigt til den laveste vækst i landet siden 1990.
Bruttonationalproduktet forventes i 2019 at vokse med 6,0 til 6,5 procent.
Det oplyser premierminister Li Keqiang tirsdag i forbindelse med åbningen af Folkekongressen i Beijing.
I 2018 var væksten på 6,6 procent, hvilket var det laveste i årtier. Set i et globalt perspektiv er det dog kun få lande forundt at have så stor vækst.
Det var på forhånd forventet, at Li ville komme med en lavere prognose end i fjor.
- Vi har foretaget en moderat tilpasning i vores beregning på grundlag af en vurdering af destabiliserende faktorer og usikkerheder, som påvirker økonomien, siger Li til de over 3000 delegerede.
Kinas økonomi var sidste år under hårdt pres som følge af en handelsstrid med USA.
Verdens to største økonomier har de seneste godt tre måneder forhandlet om en handelsaftale, som endnu ikke er faldet på plads. Men begge parter har givet udtryk for, at en aftale er inden for rækkevidde.
I sin åbningstale sagde premierminister Li også, at udenlandske og lokale virksomheder vil blive behandlet på lige fod.
USA's præsident, Donald Trump, har blandt andet hævdet, at amerikanske og andre udenlandske virksomheder ofte behandles unfair af de kinesiske myndigheder.
Folkekongressen afvikles over to uger med taler, møder og politiske ritualer. Det fungerer ofte som en blåstempling af kommunistpartiets økonomiske og sociale politik.
Ved tirsdagens åbning blev det også oplyst, at Kina i år vil bruge 7,5 procent mere på sit militærbudget end i 2018. Forsvarsbudgettet vil i 2019 lyde på 1190 milliarder yuan (1170 milliarder danske kroner, red.)