Kina advarer om gengældelse af USA's nedskydning af kinesisk luftballon

USA har misbrugt magt, overreageret og eskaleret situationen ved illegalt at sanktionere Kina, mener Kina.

Den kinesiske udenrigsminister og USA´s Mike Pompeo i Beijing i Kina i oktober 2018. Ekspræsident Donald Trumps topfolk rammes af sanktioner fra Kina. Det er et "kynisk og uproduktivt skridt", lyder det fra Biden-administrationen. Det skriver Ritzau, torsdag den 21. januar 2021.
Offentliggjort

Kina vil komme med modtræk mod amerikanske instanser, som undergraver kinesisk suverænitet.

Det siger talsperson Wang Wenbin for landets udenrigsministerium onsdag.

Wenbin indledte det daglige pressemøde i ministeriet med advarslen om gengældelse mod USA i forbindelse med amerikanernes nedskydning af en kinesisk luftballon den 4. februar.

Fra amerikansk side blev det samtidig gjort klart, at USA ville sanktionere seks selskaber, som er knyttet til Kinas overvågningsprogram.

- USA har misbrugt magt, overreageret og eskaleret situationen, og udnyttet den som et påskud til illegalt at sanktionere kinesiske selskaber og institutioner, siger Wang.

Han gør det klart, at Kina er stærkt imod dette og "vil komme med modforanstaltninger mod relevante amerikanske foretagender, som undergraver Kinas suverænitet og sikkerhed".

Den kinesiske luftballon, som ifølge amerikanerne blev brugt til spionage, har allerede fået politiske konsekvenser for forholdet mellem de to rivaliserende stormagter. USA's udenrigsminister, Antony Blinken, skulle egentlig have været i Kina i forrige uge, men hans besøg blev aflyst.

Samtidig har Kina efterfølgende anklaget USA for at have sendt over ti balloner afsted, som derefter fløj ulovligt ind kinesisk luftrum, siden maj 2022.

- USA må foretage en grundig efterforskning og give Kina en forklaring på disse luftballoner, sagde Wang Wenbin tirsdag.

En sikkerhedsekspert herhjemme har afvist de kinesiske påstande om amerikanske luftballoner i kinesisk luftrum som "varm luft".

Andreas Bøje Forsby, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), mener, at kineserne kan se på retorikken i det politiske landskab i USA, at der ikke længere er megen fornuft at appellere til i sagen om påståede spionballoner.

- Og så gør Kina det, som landet har gjort så mange gange før, når tingene spidser til: De skyder med skarpt og beskylder i dette tilfælde USA for at gøre det samme, som amerikanerne beskylder Kina for, lyder vurderingen.

- USA opererer både med spionsatellitter, en flåde og luftfartøjer, som er effektive efterretningsredskaber, i den eksklusive økonomiske zone ud for Kinas kyster.

Powered by Labrador CMS