fragt
Kina åbner ny handelsrute gennem Nordøstpassagen
Et stort kinesisk fragtskib er på dets første tur via Nordøstpassagen til Europa - kineserne åbner ny rute
Kina har åbnet en ny handelsrute gennem Nordøstpassagen, hvor et 19.000 ton stort fragtskib i øjeblikket sejler på dets første tur mod Europa.
Ruten, der går via Beringsstrædet, er blevet sejlbar de seneste år på grund af global opvarmning, og kineserne kan spare 12 til 15 dage i forhold til turen via Suez-kanalen, skriver kinesiske statsmedier lørdag.
Dermed kan kinesiske firmaer spare millioner af kroner på diesel og andre transportomkostninger.
Det store fragtskib, som i disse dage er på vej gennem Nordøstpassagen, tilhører firmaet Cosco.
Det sejlede ud fra den kinesiske storby Dalian torsdag, og det forventes at ankomme til Rotterdam 11. september.
Nordøstpassagen kan gennemsejles cirka fire måneder om året fra slutningen af juli.
Ifølge den russiske isbrydertjeneste Rosatomflot sejlede 46 skibe gennem Nordøstpassagen i 2012, mens blot fire skibe passerede i 2010.
Til sammenligning sejler 19.000 skibe hvert år via Suez.
Kina har tidligere anslået, at 15 procent af eksporten i 2020 kan sejles via Nordøstpassagen. Omtrent 90 procent af Kinas eksport sker via vandvejen.