Kim Kielsen presser Løkke for at få fjernet USA's gamle skrald
Grønland vil på rigsmøde på Christiansø lægge nyt pres på Danmark for at rydde op i skrot fra forladte baser.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er i dag og i morgen vært for det årlige rigsmøde med de politiske ledere fra Grønland og Færøerne.
I år er de væsentligste dele af drøftelserne lagt onsdag på Christiansø, hvor Færøernes lagmand, Aksel V. Johannesen, og Formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, får mulighed for at tage sager om rigsfællesskabet op.
Kim Kielsen har på forhånd varslet, at han vil tage den årelange strid om oprydningen efter danske og især amerikanske baseanlæg i Grønland op igen.
Sagen er en varm politisk kartoffel. Den har kun fået mere kul, efter at Færøerne for nylig har lovet at rydde op på en stribe forladte færøske fiskeristationer på den grønlandske vestkyst.
Det endda selv om det færøske lagting ikke er juridisk forpligtet til at gøre det.
- Færinger har nydt godt af grønlandske ressourcer og gæstfrihed, mens de var i Grønland. Derfor kan man sige, at bygningerne ligger som en skamplet for os færinger, fordi vi ikke har ryddet op efter os.
- Det mener jeg, at vi skylder grønlænderne, sagde den færøske lagmand, Aksel V. Johannesen, tidligere på året.
Den tilgang har givet Kim Kielsen, blod på tanden forud for mødet på Christiansø.
- Oven på det gode samarbejde, som nu er iværksat mellem Naalakkersuisut og det færøske landsstyre om oprydning af gamle færøske fiskeristationer, er miljøoprydning i Grønland helt sikkert et emne, som jeg vil berøre på rigsmødet, siger han i en pressemeddelelse.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen vil ikke kommentere sagen forud for mødet. Men står det til formanden for Folketingets Grønlandsudvalg, løsgængeren Aleqa Hammond, er Løkke færdig med at sidde på hænderne.
- Hvis statsministeren virkelig mener det med et stærkt rigsfællesskab, så er Danmark også nødt til at påtage sig sit ansvar for vores værdier om et rent miljø.
- Det er en skamplet, at Danmarks og USA's venskab er på bekostning af Grønlands miljø, siger hun.
En dansk ekspedition tager inden længe til Nordvestgrønland for at lave forundersøgelser ved et nedlagt baseanlæg, hvor USA i 1960'erne blandt andet drev en atomreaktor under isen.
LÆS OGSÅ: Løkke vil drøfte forfatning med Kim Kielsen