mindeord
Kim Kielsen: Forkæmper for børns rettigheder er gået bort
Formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen har sendt redaktionen mindeord i forbindelse med Gerda Vilholms død. "Hun var et menneske med hjertet på rette sted, ikke mindst hvad angår børn og deres rettigheder", skriver Kim Kielsen.
Naalakkersuisut har med sorg modtaget meddelelse om, at Gerda Vilholm er gået bort. Tasiilaq har dermed mistet en ildsjæl ved hendes bortgang.
Gerda Vilholm kom til Tasiilaq i 1984, hvor hun blev sondemand. I 1987 blev hun stationsleder for telestationen og var det til 1989. Gerda Vilholm havde mange jern i ilden og startede sin lille boghandel Neriusaaq i 1990, for bl.a. at give turisterne mulighed for at have et sted at komme. Stedet blev også samlingssted for børn og unge, og Gerda Vilholm gav desuden unge i Tasiilaq mulighed for at være kontorelev.
Gerda Vilholm havde hjertet på det rette sted, ikke mindst hvad angår børn og deres rettigheder. Hun arbejdede ihærdigt for børnenes vilkår og holdt sig ikke tilbage med at fortælle om, hvilke rettigheder børnene har, når hun havde mulighed for det. Hun har bl.a. været medlem af Amarngivats bestyrelse, og har hjulpet til med fondsansøgninger, for at få de mindrebemidlede børn i Tasiilaq på ferie. Og i 2010 startede hun sammen med andre borgere i Tasiilaq en indsamling til en svømmehal i byen.
Gerda Vilholm havde med sit imødekommende væsen også en talent for sprog. Udover sit danske modersmål samt fremmedsprogene engelsk og tysk, tillærte hun sig vestgrønlandsk med sydgrønlandsk accent, mens han var sondemand i Narsarsuaq før hun kom til Tasiilaq. Og i Tasiilaq lærte hun også at tale østgrønlandsk.
Med sin interesse for samfundet gik vejen naturligt ind i lokalpolitik.
Gerda Vilholm vil blive husket som et levende og engageret menneske. Hun var en allestedsnærværende person, som inderligt ønskede at gøre en positiv indsats for sine medmennesker og en indsats for lokalsamfundet i Tasiilaq, som hun elskede højt. Hun blev 73 år.
Æret være Gerda Vilholms minde.
Formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen