uventet

Kim Kielsen ansætter Aleqa Hammond

Siumut-formand Kim Kielsen har trods larmende protester fra oppositionen ansat sin forgænger som sin nye spindoktor

Kim Kielsen, formandsvalg, Siumut
Siumut-formand Kim Kielsen har netop ansat Aleqa Hammond som sin personlige rådgiver. Arkivfoto fra formandsvalget i Siumut i oktober 2014
Offentliggjort

Aleqa Hammonds tid som bænkevarmer hos Siumut er forbi. Partiformand Kim Kielsen har netop ansat hende som sin personlige rådgiver.

- Aleqa Hammond er en af vor tids største politiske begavelser. Hendes suveræne grønlandsrekord på 6.818 stemmer ved valget den 12. marts 2013 vidner om et politisk talent, som er for stort til at gå til spilde. Hertil kommer, at hun kommunikerer perfekt på engelsk, og det har vi brug for i denne tid, hvor det strammer til med forhandlingerne om Thulebasen. Jeg kan i øvrigt også godt lide, at hun dypper danskerne i brun sovs, når det er nødvendigt, forklarer Kim Kielsen.

Han tilføjer:

- Siumut - og jeg personligt - har meget at takke Aleqa for. Først og fremmest har hun gjort mig til formand for Naalakkersuisut. Uden hende var jeg aldrig nået så langt.

Hovedpersonen selv er indtil videre ret fåmælt om den nye opgave, men lader dog skinne igennem overfor Sermitsiaq.AG, at hun betragter jobbet som en slags 'overgangsstilling'.

- Når partiet kalder, er jeg parat. Jeg er så happy, siger Aleqa Hammond.

Vrede hos IA
Formanden for Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig, udtaler i anledning af ansættelsen, som træder i kraft i dag, onsdag den 1. april, at det er endnu et eksempel på Siumuts ubeherskede kammerateri, og at hun snarest vil rejse en forespørgselsdebat, muligvis en mistillidsdagsorden i Inatsisartut-salen. En byge af paragraf-37-spørgsmål er allerede på vej.

Partiformand Hans Enoksen fra Partii Naleraq er mindst lige så skeptisk.

- Jeg havde faktisk hørt rygter om, at Per Berthelsen var blevet tilbudt jobbet, så det her kommer noget bag på mig.

Også hos Grønlands Erhverv er der fortørnelse at spore.

- Den havde vi ikke set komme. Nu venter vi bare på, at Anda Uldum ansætter Palle Christiansen, lyder det fra en medarbejder, som ønsker at være anonym.

(OPDATERET: Dette er en aprilsnar)

Powered by Labrador CMS