Kim: Bygder skal samarbejde
Hvis der skal lukkes bygder, så skal det ske i samarbejde med befolkningen i bygderne, mener Siumut Nuuks formand Kim Godtfredsen.

Demokraterne mener, at der er for mange bygder der ikke bidrager nok til det grønlandske økonomi, derfor vil partiet have undersøgt, hvor mange bygder der er rentable og om der er bygder der skal lukkes. Men det er nødvendig med en dialog med bygdebefolkningen, hvis der skal lukkes bygder, mener Siumut Nuuk.
- Hvis der skal lukkes bygder, så skal det ske i samarbejde med bygdens befolkning, og de skal selv være med til at træffe beslutningen. Hvis vi bare begynder at lukke bygderne af rent økonomiske grunde, så viser vores egen historie at det kan få forfærdelige konsekvenser, rent menneskeligt og socialt, siger formand for Siumut Nuuk Kim Godtfredsen (Siumut) til Radioavisen.
Siumut Nuuk mener også, at der skal skabes en dialog med befolkningen i bygderne om deres fremtid.
- Statistikken viser, at der bliver færre og færre indbyggere i vores bygder, uden at nogen er blevet bedt om at flytte. Det er den udvikling politikerne skal forholde sig til, siger Kim Godtfredsen til Radioavisen.