Kiista forsvarer forvaltning mod anklager
Kommune Kujalleq har forvaltet efter loven i forbindelse med undersøgelsen af anklager mod en af kommunens ledende medarbejdere, lyder det fra borgmesteren i kommunen efter hård kritik.
Der er ikke noget at komme efter i Kommune Kujalleqs behandling af alvorlige anklager mod en ledende medarbejder i kommunen, lyder det fra kommunens borgmester.
Borgmesteren reagerer på, at Erik Nørskov, formand for GE’s lokalafdeling i Qaqortoq, i sidste uges Sermitsiaq beskyldte kommunen for ikke at overholde styrelsesloven:
- Indtil dags dato har hverken økonomiudvalget eller kommunalbestyrelsen fået forelagt og behandlet de to klager grundigt, fremsat af seks forvaltningschefer og erhvervslivet i Qaqortoq, hvilket kan betragtes som grov pligtforsømmelse fra embedsmændenes side, skrev Erik Nørskov.
Han henviser til to omfattende klager mod en ledende medarbejder i kommunen, som ikke skulle være blevet behandlet af de folkevalgte.
Undersøgelse frikendte leder
Men beskyldningerne har ikke noget på sig, lyder det fra Kiista P. Isaksen:
- Kommunen følger nøje juridiske forskrifter i sin forvaltning og der forvaltes på ærlig vis.
Jeg vil derfor gøre det meget klart, at kommunens ledelse intet har at bekymre sig om i forhold til eventuelle ulovligheder, udtaler Kiista P. Isaksen (S) på kommunens hjemmeside.
Hun henviser til, at den daværende kommunaldirektør Kim Dahl fik foretaget en juridisk undersøgelse af anklagerne, som frikendte den ledende medarbejder:
- Kommunalbestyrelsen blev informeret om undersøgelsen og dens resultat, og derfor er det ikke sandt, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne ikke var orienteret, skriver Kiista P. Isaksen.