Kielsen fremlagde opdaterede vurderinger af Karrat Fjord
Formanden for Naalakkersuit Kim Kielsen mødtes lørdag eftermiddag med borgerne fra Nuugaatsiaq og Illorsuit, hvor han sammen med Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur Simon Simonsen holdt borgermøde i aulaen på Atuarfik Edvard Kruse.
Under borgermødet med fremlagde Formanden for Naalakkersut opdateret beredskabsfaglige vurdering for situationen omkring fjeldskred i Karrat Fjord.
Risiko ‘’meget høj’’
- Der bliver løbende holdt øje med fjeldområdet i Karrat Fjord, og undersøgelserne bekræfter, at risikoen for nye fjeldskred forsat er ”meget høj”. Der er identificeret flere ustabile fjeldsider i det kendte risikoområde, står der i vurderingen, som Kim Kielsen fremlagde.
Det fremgår, at det ikke er muligt at forudsige, hvornår de næste større fjeldskred vil forekomme. Det må forventes, at der efter næste større fjeldskred stadig vil være meget høj risiko for nye fjeldskred.
Trusselsbillede
- Ved anvendelse af en række forskellige metoder, primært vurdering af geologiske data og kort, topografiske kort, historisk såvel som nyt billedmateriale, seismologiske data samt optiske og radar satellitdata er der identificeret en række risikoområder. Risikoniveauet for to af disse områder vurderes til at være meget højt, og er dermed uændret eller endog endnu højere end i sommeren 2017, fremgår det i den opdaterede beredskabsfaglige vurdering,
Ifølge vurderingen, er der flere store svaghedszoner i fjeldet i Karrat Fjorden. Via satellitdata indhentet henover vinteren 2017 og foråret 2018 kan det ses, at der stadigvæk er flere fjeldsider i bevægelse og at der også har været bevægelse i disse henover vinteren.
Kan forårsage nye større fjeldskred
At der er flere svaghedszoner betyder, at der efter ét eventuelt nyt fjeldskred i Karrat Fjord stadig vil være andre aktive fjeldsider tilbage i fjorden, som kan forårsage nye større fjeldskred.
- Fjeldskred som det i Karrat Fjord den 17. juni 2017 og de nuværende aktive fjeldsider, kan bygge bevægelsesmæssigt op over lang tid, ind i mellem gå i stå for så at fortsætte, eller pludselig blive udløst. Det er derfor ikke muligt at sige, hvornår nye skred vil ske, lyder det blandt andet i vurderingen af Karrat Fjord.
Nærområdet ikke i fare
De data og den viden som bekræfter risikoen i Nuugaatsiaq og Illorsuit viser samtidigt, at de andre bosteder i Uummannaqfjorden: Ikerasak, Niaqornat, Qaarsut, Saattut, Ukkusissat og Uummannaq, ikke på det foreliggende grundlag er i forhøjet risiko ved et fjeldskred fra Karratfjorden, og derfor ikke bør betragtes som fareområder.
- Dette skyldes, at bølgen på vej mod bostederne passerer et stort åbent område med dybt vand. Her vil bølgens energi spredes, og bølgens højde vil være minimal, hvis den når frem til disse bosteder, fremgår det af Grønlands Beredskabskommissions vurdering.