Kendt skønhedsguru vil undersøge tang
Den danske skønhedsguru Ole Henriksen, kendt fra Hollywood, planlægger at rejse til Grønland for at undersøge hvilke grønlandske råvarer han kan bruge i sine skønhedsprodukter, skriver knr.gl.
- Jeg bruger mange naturekstrakter i mine produkter, blandt andet er tang en vigtig ingrediens, fordi det er beroligende og er meget opstrammende på huden og er i det hele taget et produkt som har mange mineraler og har helende egenskaber. Jeg vil gerne besøge Grønland og finde ud af hvad der er af ting som jeg muligvis kan bruge i produkterne.
Ole Henriksen lancerer i øjeblikket sine produkter i hele Norden, og de har vundet indpas, ikke mindst blandt filmstjernerne i Hollywood. Han regner med at rejse til Grønland inden for et år.
Blandt Ole Henriksens kunder i Hollywood kan nævnes Naomi Campbell, Renée Zellweger, Leonardo di Caprio, Kylie Minogue, Alanis Morissette, Cher, Charlize Theron, Mark Wahlberg, Eminem, Matthew Mc Conaughey og Julia Stiles.