Kendt forsker kan nu kalde sig professor
Forsker og underviser på Ilisimatusarfik Steven Arnfjord har fået tildelt professortitlen.
Efter 15 års virke ved Ilisimatusarfik er Steven Arnfjord blevet professor.
Foto: Leiff Josefsen
Steven Arnfjord har gennem mange år markeret sig i samfundsdebatten med baggrund i sin forskning i socialområdet, og nu har forskeren også fået tildelt titlen professor.
Det oplyser Ilisimatusarfik.
Forskeren får titlen efter 15 års virke på Ilisimatusarfik, og tildelingen sker efter en positiv faglig bedømmelse, og godkendelse fra Akademisk Råd på universitetet:
- Steven Arnfjord har i årevis bidraget markant til både undervisning, samfundsdebat og forskning - med et imponerende bagkatalog af forskningsprojekter og udgivelser, skriver universitetet om tildelingen og fortsætter:
- Blandt de mest bemærkelsesværdige er den første landsdækkende optælling af hjemløshed i Grønland - et arbejde, der har sat en ny standard for socialforskning i Grønland.
Ilisimatusarfik betegner Steven Arnfjords stemme som en af de tydeligste, når det handler om at belyse og forstå sociale forhold i Grønland.