Karantæneregler på vej tilbage

På grund af et høje smittetal overvejer Selvstyret at genindføre fem dages karantæne til borgere, der ankommer fra Danmark.

Offentliggjort

Rejsende fra Danmark kan muligvis snart blive mødt med krav om at gå i karantæne i fem dage efter ankomsten til Grønland. Det skriver KNR.

Ifølge public service-mediet arbejder Coronastaben på en ny bekendtgørelse, der genindfører reglen om karantæne.

Bekendtgørelsen skal dog først godkendes af politikerne, fortæller Hans-Peder Barlach Christensen, der er formand i Coronastaben.

Test efter fem dage

Ifølge Hans-Peder Barlach Christensen overvejes ændringerne, fordi corona-smitten i Danmark stiger.

Han forklarer til Sermitsiaq.AG, at man overvejer at gå tilbage til reglerne omkring fem dages karantæne og derefter en test.

- Hvis man ikke vil testes efter fem dage, skal man være i frivillig karantæne i 14 dage, siger Hans-Peder Barlach Christensen til Sermitsiaq.AG.

Han slår en tyk streg under, at noget af det allervigtigste er, at borgere, der oplever symptomer, skal kontakte sundhedsvæsenet.

- Uanset hvad, hvis man har symptomer, så ringer man til sundhedsvæsenet, siger Hans-Peder Barlach Christensen.

- Overvej nødvendigheden af rejser

Han opfordrer folk til at tænke sig om, i forhold til hvorvidt eventuelle rejser til Danmark er nødvendige:

- Allerede nu beder vi folk om at tænke sig godt om. Er det nødvendt at tage til Danmark? Det gør vi, fordi smittespredningen ikke er under kontrol, siger Hans-Peder Barlach Christensen.

Oplysningerne om de mulige ændringer i bekendtgørelsen kommer få timer før et informationsmøde for medier og andre interessenter hos Coronasekretariatet, om mulige konsekvenser af situationen med øget smitte i Danmark.

Men chefen for Coronasekretariatet, Nels Ulrik Vinther, kan ikke oplyse Sermitsiaq.AG yderligere om sagen, da han ikke vidste, at der var en bekendtgørelse på vej.

559 nye smittede

I sidste uge udtrykte landslæge, Henrik L. Hansen, og naalakkersuisoq for sundhed, Anna Wangenheim, bekymring for den stigende smitte i Danmark. Anna Wangenheim oplyste og, at en opdatering af indrejsebekendtgørelsen var i fuld gang.

LÆS OGSÅ: Nye indrejseanbefalinger: Undgå kontakt

Ifølge Ritzau er yderligere 559 er smittet med coronavirus i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut torsdag.

Der er 17 flere indlagte, så tallet nu er 95. Det er det højeste antal indlagte siden 4. juni.

Der er to nye dødsfald, så i alt 645 nu er døde med coronavirus i Danmark.

Powered by Labrador CMS