Kandidat: Storskalaloven er en fejl
Inatsisartut har dummet sig ved at vedtage storskalaloven, mener Inatsisartut-kandidat for Kattusseqatigiit Partiiat Karl Frederiksen
En ommer.
Sådan lyder budskabet fra Karl Frederiksen, fordi et flertal i Inatsisartut i december vedtog den omstridte storskalalov, der åbner for muligheden for, at udenlandske mineselskaber kan udvinde råstoffer fra undergrunden her i Grønland med brug af billig arbejdskraft under anlægsfasen.
Karl Frederiksen, der er Inatsisartut-kandidat for Kattusseqatigiit Partiiat, går dermed imod sit parti, Kattusseqatigiit Partiiat, som bekendt var en del af det Naalakkersuisut og flertal, der stemte for storskalaloven.
- Det er for dårligt, at loven blev godkendt, fordi den ikke er til gavn for befolkningen, siger Karl Frederiksen til Sermitsiaq.AG.
For få oplysninger
Fordi Grønland ejer undergrunden, bør landet få en større andel i tilfælde af en mineraludvinding. Frederiksen mener, at det er selskaberne, der kommer til at tjene mere end befolkningen, så længe storskalaloven ser ud, som den gør i dag.
- Naalakkersuisut har gjort for lidt for at få befolkningen til at være med i projekterne, lyder det fra Karl Frederiksen.
Inatsisartut-kandidaten fremhæver, at oplysningerne til befolkning også har været for dårlige.
- Befolkningen skal vide mere om, hvad der sker med vores eget land. Jeg mener, det har været for topstyret, og det har været svært for befolkningen at få at vide, hvad der sker og skal ske på råstofområdet, understreger Karl Frederiksen.