Kan du heller ikke få børnene op: Hvorfor skal de møde kl. 8?

Internationale undersøgelser viser, at teenagere får bedre karakterer og sover mere, hvis de kan møde senere i skole. Nu ankommer den livlige debat til Grønland: Skal vi efterligne udenlandske eksperimenter?

Det er ikke altid lige nemt at få børnene ud af sengen om morgenen, derfor ønsker Demokraternes Poul Petersen at søsætte pilotprojekt hvor skoleelever ældstetrinnet skal møde senere.
Offentliggjort

Livets store spørgsmål for en teenager er som bekendt »hvad skal vi have at spise?« og »behøver jeg stå op nu?«.

Ja, desværre. For pligterne kalder – og det kalder ind til time!

Men var det måske en idé at lade de ældste børn sove lidt længere?

For hele landet?

Poul Petersen skriver dette om sit forslag: - Vi skal understøtte elevernes forskellige døgnrytmer i vores folkeskoler. Det vil dog kræve, at vi undersøger mulighederne først, herunder lovgrundlaget, økonomi og ikke mindst, hvordan en forsøgsordning eventuelt kan iværksættes. Der skal helt sikkert også inddrages andre interessenter og vores viden vil kunne bruges landsdækkende.

I disse år forskes der mere i søvnrytmer end nogensinde før, og i USA, Danmark og Norge diskuteres det livligt, om mødetidspunktet på uddannelsesinstitutioner er det rigtige; om det for eksempel er bedre at begynde kl. 9.00 i stedet for 8.00?

På en del skoler er eksperimentet i fuld gang – og nu er emnet også nået til Grønland. For nylig var det til debat i kommunalbestyrelsens skoleudvalg i Kommuneqarfik Sermersooq, hvor Demokraternes Poul Petersen fremsatte forslag om at lade eleverne på ældstetrinnet møde senere – som et pilotprojekt.

Argumenterne er velkendte for dem, der følger den internationale debat: Unge mennesker er b-mennesker og en senere mødetid vil give dem mere søvn og højere karakter i skolerne.

- Men hvis de først skal møde klokken 9.00, bliver de så ikke bare oppe en time længere om natten for at spille computer?

- Det kan godt være tilfældet. Jeg har ikke alle svarene på det her. Det er derfor, jeg stiller forslaget, for at få det nærmere undersøgt, så vi kan træffe beslutninger baseret på fakta, svarer Poul Petersen, som overfor AG forklarer, at man jo på en del arbejdspladser allerede har indført forskudte mødetidspunkter og flextid med succes.

Poul Petersen er næstformand i børne- og ungeudvalget og arbejder til dagligt som udviklings- og souschef i Grønlands Idrætsforbund.

Læs hele artiklen i denne uges AG.

Powered by Labrador CMS