Ligestilling
- Kan din teenagesøn vaske sit tøj?
Ligestillingsrådet stiller skarpt på opdragelsens betydning for børnenes valg senere i livet.
- Tager du din datter med på rensdyrjagt? Er det ok, at Pavia vil være sygeplejerske og at Nina drømmer om en fremtid som tømrer? Kan din teenagesøn vaske sit eget tøj og går din søster til boksning?
Sådan spørger Grønlands Råd for Ligestilling i anledning af den nationale ligestillingsdag i morgen.
Rådet vil i år sætte fokus på opdragelsens betydning for ligestillingen.
- Selv om fysikken efterhånden betyder mindre, så spiller traditionerne og kulturen stadig en meget stor rolle, når det gælder valg af uddannelse, fordeling af huslige gøremål og valg af fritidsinteresser, skriver rådets fungerende formand Anda Poulsen i en pressemeddelelse.
Han peber på, at der stadig er få mænd, der bliver sygeplejerske eller pædagog og få kvinder, der bliver tømrer eller maskinmester.
Ligestillingsrådet mener, at rødderne til denne forskel skal findes i opdragelsen.
- Ikke mange piger tager med på jagt og ikke mange drenge lærer at gøre rent eller lave mad. Eller gør de? Måske er det en fordom, for der findes ikke mange lokale undersøgelser af dette, skriver Anda Poulsen.
Der vil i morgen være et arrangement i Nuuk Centeret fra klokken 11.00 til 14.00, hvor også naalakkersuisoq for sociale anliggender, familie og ligestilling, Sara Olsvig (IA) vil deltage.