Kammeradvokatens regning er kommet
Det har kostet 181.798 kroner at få den danske kammeradvokat, Advokatfirmaet Poul Schmith, til at undersøge Kim Kielsens habilitet i sagen om stenbiderkvoter.
Det har kostet godt 180.000 kroner, at få Advokatfirmaet Poul Schmith til at vurdere, om Formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, havde noget i klemme, da han sad med til bords og hævede stenbiderkvoten.
Kielsen har efterfølgende lejet sin båd ud til en ven, der har indhandlet stenbider for cirka samme beløb fra formandens båd, i omegn af 200.000 kroner.
Det viser en aktindsigt, som sermitsiaq.AG har fået. Redaktionen har tidligere forsøgt at få adgang til opgavebeskrivelsen, som ligger til grund for advokatens undersøgelse.
Det har ikke været muligt at få den skriftlige aftale, der er lavet med advokatfirmaet på opgaven, da det ifølge retschefen i lovafdelingen i Formandens Departement ikke er omfattet af retten til aktindsigt.
Burde have informeret Naalakkersuisut
I et skriftligt svar har departementet meddelt at:
- Kammeradvokaten er blevet anmodet om at vurdere, om Formanden for Naalakkersuisut var habil/inhabil ved deltagelse i Naalakkersuisutmødet den 12. maj 2020, hvor Naalakkersuisut besluttede at overføre kvote fra sidste år til i år.
Den opgave har altså kostet landskassen 181.798 kroner.
Advokatfirmaet nåede frem til den konklusion, at Kielsen, ifølge de oplysninger som advokaten kunne få adgang til, ikke var inhabil, men at han burde have oplyst Naalakkersuisut om de forhold, der kunne ligge til grund for inhabilitet.
Det drejede sig om, at Kielsen, efter at kvoten blev hævet, lejede sin båd ud til en ven, der indhandlede stenbider. Han indhandlede ifølge en aktindsigt Sermitsiaq.AG har fået for omkring 200.000 kroner, mens han lejede formandens båd.
Hvad så nu?
Efterfølgende har Inatsisartuts Revisionsudvalg også undersøgt sagen. De har udtalt den skarpeste kritik, der er mulig i deres arbejde, omkring Kielsens habilitet i sagen og i forhold til, at Naalakkersuisut har tilbageholdt oplysninger for flere Inatsisartut udvalg undervejs i forløbet.
Spørgsmålet er nu, hvornår redegørelsen fra Revisionsudvalget skal drøftes af Inatsisartut. Det er nemlig dem, der skal tage stilling til, hvorvidt hele sagen skal have konsekvenser.