Kæmper for klima-rabat
Naalakkersuisut arbejder for, at Grønland slipper for at leve op til Kyoto-aftalen. Det vil nemlig umuliggøre industriel udvikling, lyder det
Når rigsfællesskabet om kort tid forventes at tilslutte sig Kyotoprotokollens anden forpligtelsesperiode, skal Grønland have et territorialt forbehold, således vi her til lands ikke behøver at leve op til klimaaftalens krav, mener Naalakkersuisut.
- Som jeg ser det, vil det være helt uretfærdigt, hvis vi i Grønland skal leve op til nogle forpligtelser, der er fastsat på et tidspunkt, hvor vi stort set ikke havde nogen industri. Det er i korte træk baggrunden for, at vi ønsker en territorial undtagelse. Vi vil med andre ord have lov til at udvikle os, siger medlem af Naalakkersuisut for boliger, infrastruktur og trafik Jens B. Frederiksen i en pressemeddelelse.
Han mødtes i fredags med den danske klimaminister Martin Lidegaard, Radikale, for at forberede rigsfællesskabets deltagelse ved klimakonferencen COP18, der begynder i Qatar i slutningen af måneden.
Efterlyser hensyn til Grønland
- Det var meget vigtigt for mig allerede nu at gøre det klart over for min danske kollega, at Naalakkersuisut ønsker en territorial undtagelse fra den kommende fornyede forpligtelsesperiode for Kyotoprotokollen fra 2013 til 2018/20, siger han videre.
Men det grønlandske ønske er ikke udtryk for, at Grønland ikke længere vil have en bæredygtig miljøpolitik, fastholder Jens B. Frederiksen.
- Jeg forklarede, at vores ønske bestemt ikke bunder i, at Grønland ønsker at melde sig ud af de internationale klimaforhandlinger, men at vi ønsker, at der i højere grad bliver taget højde for de enkelte landes individuelle kapaciteter og muligheder, lyder det videre fra Jens B. Frederiksen.