Kæmper for børnepenge med tilbagevirkende kraft

Loven om børnepenge til grønlandske og færøske familier blev i dag mandag andenbehandlet i Folketinget. Fra 1. januar får familierne børnepenge, men loven bør gælde med tilbagevirkende kraft, mener IAs Sara Olsvig

Grønlands familier i Danmark bør få børnepenge med tilbagevirkende kraft, siger Sara Olsvig. Foto: Chr. Schultz-Lorentzen
Offentliggjort

Fra nytår er der børnepenge til børne- og ungefamilier i Danmark med skiftende bopæl eller med arbejde i Grønland og på Færøerne. Det står klart, efter Folketinget i dag mandag andenbehandlede en ændring af loven om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og loven om en børne- og ungeydelse.

Men IAs folketingsmedlem Sara Olsvig opfordrede endnu en gang til, at lovændringen kommer til at gælde med tilbagevirkende kraft, så de grønlandske børnefamilie kan se frem til en stor ekstracheck:

- Jeg vil opfordre til, at man ser på, hvad der kan gøres for de personer, som er flyttet fra Grønland og Færøerne til Danmark i år 2012, hvor loven har været i kraft. Hvis den del om optjeningsprincippet, som har ramt grønlændere og færinger, i udgangspunktet har været en fejl, så bør de ramte vel blive kompenseret for det, de har mistet gennem dette år, sagde hun.

Læs "Forældre er sikret børnepenge i Danmark"

Sara Olsvig mener samtidig, at den nye lovændring vil fjerne det, hun kalder en grænsehindring i rigsfællesskabet:

- En grænsehindring, som en af vores islandske kolleger også påpegede under Nordisk Råd-sessionen i Helsinki i oktober måned, rammer vores nordiske medborgere, som flytter mellem vores lande. Jeg vil derfor opfordre til, at man også ser på problematikken i en nordisk sammenhæng, sagde Sara Olsvig i dag.

Loven om børnetilskud skal tredjebehandles 19. december og gælder fra 1. januar 2013.

Powered by Labrador CMS