Kæmpebølger får hele kloden til at brumme

Jordkloden nynner en sagte melodi, der er uhørlig for de fleste. Kun seismologer med følsomme måleinstrumenter kan spore den. Og det endda kun, når der ikke kommer støj fra jordskælv og vulkanudbrud.

Flere toner er i brug. For eksempel omkring 10 mHz og 140 mHz, og tanken om deres årsager har gjort seismologer søvnløse i det seneste århundrede, hvor lydene har været kendt.

Mange teorier har været fremsat, for eksempel at planeten Mars skulle kunne knipse en langstrakt tone, hver gang den kommer i nærheden af Jorden. Der har også været ideer om, at luftmasserne i atmosfæren kunne give den rigtige resonans, eller at solaktivitet kunne gøre det. En del har blot afvist tonerne som generende målestøj.

Tanken om, at støjen kunne være havets bølger, der på en eller anden måde var årsag, er mere end halvtreds år gammel, skriver forskningsmagasinet Nature.

De fleste mikroseismiske lyde skabes af bølgeslaget langs kystlinier, og især om vinteren kan sådanne vibrationer blive kraftige. Men et stort netværk af seismiske sensorer har længe givet data, som gav anledning til at mene, at Nordatlanten kunne være en slags larmende knudepunkt, hvor der foregik mere end andre steder.

Nu er det fastslået, at de kolliderende havbølger i Nordatlanten sætter lodrette svingninger i gang i vandet på havdybder omkring to kilometer. Disse svingninger forplanter sig derpå som mikroseismiske bølger gennem jordskorpen.

Det afgørende bevis kommer fra seismologer ved Jet Propulsion Laboratory i Pasadena i Californien, hvor Sharon Kedar og hans kolleger samkørte data fra satellitter og sensorer i havbøjer med seismiske data, målt ved jordskorpen.

De fandt ud af, at meget kraftige havbølger blev blæst i gang af vinterstormene mellem Labradorhavet og Island. Her er havdybden omkring to km, og den lodrette vandsøjle danner en slags orgelpipe, som går i selvsving, når betingelserne er rigtige. Vibrationerne fra orgelpipen kan måles i jordskorpen langs kysterne i Nordamerika, Grønland og Europa.