Kæmpe aktion mod cyberangreb: 150.000 mistænkte
Seks danskere er sigtet i en sag, der omhandler hackerangreb på fire millioner computere
Seks danskere er blevet sigtet i forbindelse med en stor, international aktion imod cyberkriminalitet.
Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Det er EU's politienhed, Europol, der står bag efterforskningen og har lukket en hjemmeside. På siden, som lå på domænet webstresser.org, kunne man bestille hackerangreb.
Og det har de seks danskere ifølge politiet altså været indblandet i.
Sidens bagmænd er blevet anholdt, og 150.000 brugere er identificeret. Tilsammen har de ifølge Europol bestilt fire millioner angreb mod computere verden over.
I alt 19 lande har været involveret i efterforskningen, og i Danmark har det altså ført til seks sigtelser.
Claus Birkelyng, der er leder af Nationalt Cyber Crime Center (NC3) under Rigspolitiet, oplyser, at de danske brugere har bestilt angrebene for et beskedent beløb.
Desuden har man i Danmark fundet frem til en række mindreårige, hvor politiet efterfølgende har haft præventive samtaler. Den yngste var blot 13 år.
- Vi kigger altså med på nettet, ligesom vi samarbejder med en lang række myndigheder på nationalt og internationalt niveau om at efterforske de her sager, siger Claus Birkelyng i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Derfor vil jeg også opfordre de unge mennesker, der har evner inden for it, til at bruge dem mere konstruktivt.
Bliver man dømt for et såkaldt DDoS-hackerangreb, som hjemmesiden har tilbudt, kan det give fængsel i op til to år, hvis der er tale om gentagelsestilfælde.
Mange sager ender dog med en bøde.
Anholdelserne er alle foretaget i januar, mens webstresser.org blev lukket ned allerede i april sidste år.
Siden lukningen er antallet af DDoS-angreb faldet med 60 procent, oplyser Europol.