Danmark
K kræver grøn kant og flere penge til forsvar i ny regering
Konservative prioriterer politi, forsvar, miljø, uddannelse og skat i trekløver-regering, oplyser kilde i K.
De Konservative kræver en grøn kant i en ny trekløver-regering. Desuden prioriterer partiet politi, forsvar, uddannelse og skat i regeringsgrundlaget.
Det oplyser en konservativ kilde til Ritzau.
Tirsdag eftermiddag forhandler partiformand Søren Pape Poulsen på Marienborg med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og LA's leder, Anders Samuelsen.
LÆS: Ny dansk regering kan være på plads om en uge
Penge til forsvar, politi og miljø
I overskrifter lyder De Konservative krav:
- Familierne skal have tryghed. Styr på boligskatterne de kommende år.
- Danmarks sikkerhed. Flere penge til forsvaret.
- Lov og orden. Flere politifolk og længere straffe for personfarlig kriminalitet.
- Grøn miljø- og klimapolitik, så vi sikrer et grønne Danmark for unge generationer.
- Erhvervs-, skatte- og byrdelettelser.
- Uddannelse med fokus på kvalitet og faglighed.
LÆS: Finanslovsaftale på plads i Danmark
Fothandler fra bunden
De tre borgerlige partier forhandler regeringsgrundlaget fra bunden.
Det fastslog Søren Pape Poulsen og Anders Samuelsen mandag, da LA opgav sit ultimative krav om fem procentpoint lavere topskat hele vejen op i skatteskalaen.
LÆS: Løkke vil undgå valg ved at gøre Samuelsen til minister
Nyt grundlag
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er enig i, at tavlen skal vaskes ren.
- Det handler dybest set om at tage et blankt stykke papir frem og så begynde der, sagde Løkke mandag.
- Der er ikke tale om, at nu skal Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti bare lige hoppe ind i min regering på det grundlag, jeg formulerede for et år siden.
- Der er tale om, at vi afdækker mulighederne for at lave en ny trekløver-regering, og det kræver, at vi får formuleret et fælles grundlag - altså ikke bare mit grundlag med nogle justeringer.
Skal med i køb af kampfly
De Konservative er ikke med i aftalen om 27 nye F-35-kampfly. Hvis de indtræder i regeringen, er det nødvendigt, at de tiltræder aftalen.
Desuden støtter K kystnære havvindmøller, som regering var imod, men accepterede i PSO-aftalen for nylig.
/ritzau/