Justus Hansen: - Vi skal vide, hvad vi får for vore penge
Justus Hansen fra Demokraterne ønsker en debat i Inatsisartut om behovet for at give offentligheden større indsigt i de offentligt ejede virksomheder.
Demokraternes medlem af Inatsisartut, Justus Hansen, har bedt om en forespørgselsdebat om offentlighedsloven. Hensigten er at få afklaret, om det skal være muligt at få aktindsigt i de offentligt ejede virksomheder.
Gennemsigtighed
- Det er vigtigt, at vi får gennemsigtighed i de offentligt ejede virksomheder, så vi kan se, hvad vi får for vores penge, forklarer Justus Hansen til Sermitsiaq.AG.
Han betoner, at det er vigtigt, at loven ikke medfører, at eksempelvis Royal Greenland skal oplyse om ting og sager, der kan svække selskabets konkurrenceevne.
- Jeg håber imidlertid, at en debat om emnet kan skabe klarhed om problemet og hvilke muligheder der er for at sikre offentligheden den fornødne indsigt, siger Demokraternes Inatsisartut-medlem.
Kan du komme med et eksempel på, hvad man eventuelt skulle kunne få indsigt i?
- Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad Royal Arctic Line har brugt af penge på deres nye bookingsystem. Har rederivirksomheden holdt sig inden for det budgetterede eller har man brugt langt flere penge end beregnet, svarer Justus Hansen.
Konstruktiv debat
Han håber, at der vil komme en konstruktiv debat i Inatsisartut, så man eventuelt på et senere tidspunkt kan få fremsat en ny lov, der sikrer borgerne en større indsigt i disse særlige virksomheder.