Justitsministeren bakker op: Betjente skal ikke kastes tilbage i gamle lønforhold

Peter Hummelgaards (S) topprioritet på det grønlandske justitsområde er at sikre et permanent lønløft til polititjenestemænd, oplyser Aaja Chemnitz (IA). Formanden for Grønlands Politiforening håber, at der snart sker noget.

Aaja Chemnitz (IA) og justitsminister Peter Hummelgaard har torsdag talt om varigt lønløft til politibetjente.
Offentliggjort

- IA er glade for, at Danmarks nye justitsminister prioriterer at sikre et permanent lønløft for polititjenestemænd i Grønland.

Sådan lyder meldingen fra medlem af Folketinget Aaja Chemnitz (IA).

Hendes udtalelse kommer i kølvandet på et møde mellem hende og justitsminister Peter Hummelgaard, som er fundet sted torsdag. Her skulle Peter Hummelgaard ifølge IA-politikeren have tilkendegivet, at lønløftet er en topprioritet inden for justitsområdet i Grønland.

Tilbage i april 2020 sikrede IA og Siumut et midlertidigt lønløft til anstalt- og politibetjente her i landet. Lønløftet, som udløber i 2024, har til formål at ligestille betjentenes løn med deres kolleger i Danmark samt løse de udfordringer, som Grønlands Politi oplevede med at rekruttere og fastholde polititjenestemænd.

- Vi er ansat af den samme arbejdsgiver

Siden dengang er en ny lønaftale for statens tjenestemænd i Grønland gået i hårdknude. Det har haft den konsekvens, at lønforhandlingerne nu sendes til vurdering i Folketingets Lønningsråd, hvis arbejde har været bremset i forbindelse med folketingsvalget.

Formand for Grønlands Politiforening Bjørn Bjerregaard oplyser, at der ingenting er sket i sagen, siden den blev sat i bero før folketingsvalget.

- Vi er i venteposition, men vi presser på, hvor vi kan, i håb om, at der snart sker noget, siger Bjørn Bjerregaard til Sermitsiaq.AG.

Han opsummerer, at kravet fra foreningen er, at ansatte i Grønland får samme vilkår som deres kolleger på Færøerne og i Danmark.

- Vi ønsker ikke bare, at tillæggene (det midlertidige lønløft, red.) skal forlænges. Vi ønsker at komme over på de samme aftaler som kollegerne i Danmark og på Færøerne. Vi er ansat af den samme arbejdsgiver - staten, siger Bjørn Bjerregaard.

Fuldstændig afgørende

Den nuværende situation betyder ifølge formanden, at hjemmehørende politibetjente forlader politiet, fordi de kan få bedre løn og arbejdsvilkår uden for politikorpset.

I 2016 var der 116 hjemmehørende betjente i Grønlands Politi, og nu er tallet omkring 80, fortæller Bjørn Bjerregaard.

Aaja Chemnitz mener ligeledes, at det er fuldstændig afgørende, at lønningsrådet behandler sagen hurtigst muligt.

- Det vil være en urimelig situation, hvis politibetjentene kastes tilbage i deres gamle lønforhold, hvorfor IA arbejder hårdt på, at lige løn for lige indsats gøres til en permanent indsats, siger hun.

Inden for justitsområdet arbejder partiet og Aaja Chemnitz desuden på indførelsen af digital tinglysning, en politistation i Kangaatsiaq og tryghedsstationer i større bygder samt flere ressourcer til forbedring af kredsretterne i Grønland.

Powered by Labrador CMS