Nordisk Råd

Juliane: Grønland glimrede ved sit fravær

IA’s Juliane Henningsen er utilfreds med, at Naalakkersuisut ikke var mere synlige ved den overståede session i Nordisk Råd i Oslo

- Det er ikke holdbart, og for den politiske dialogs skyld vil jeg opfordre Naalakkersuisut til at tage det nordiske arbejde seriøst og deltage ved de kommende sessioners spørgetimer og diskussioner, lyder opfordringen fra Juliane Henningsen, delegationsformand for den grønlandske delegation ved Nordisk Råds session i Oslo
Offentliggjort

- Grønland glimrede ved sit fravær ved plenardebatten samt ved spørgetimen for samarbejdsministrene i Nordisk Råd.

Sådan lyder det fra delegationsformanden for den grønlandske delegation ved Nordisk Råds session, Inuit Ataqatigiits Juliane Henningsen.

Hun ærgrer sig over den manglende tilstedeværelse i forbindelse med Nordisk Råds nu overståede session i den norske hovedstad, Oslo.

- Som repræsentant for Grønland synes jeg, det er ærgerligt, at vi som land ikke var repræsenteret under debatten og under spørgetimen i plenum, hvor samtlige samarbejdsministre var til stede. Det er usædvanligt, at ministre bliver væk fra sådanne møder mellem Nordisk Råds parlamentarikere og ministre. Derfor vil jeg opfordre Naalakkersuisut til, at man sætter handling bag de fine ord om, at et nordisk samarbejde er vigtigt, siger Juliane Henningsen.

Læs "Aleqa: Forsoning er vejen frem mod selvstændighed"

Juliane: Ikke holdbart, Naalakkersuisut
- Det er afgørende, at man som ministre og som landets øverste ledere er tilgængelige og udviser seriøsitet i internationalt samarbejde. Naalakkersuisut må deltage i disse fora i Nordisk Råd. Jeg er bange for, at man i Naalakkersuisut har indført en arbejdsform, der er baseret på envejskommunikation. Man vil meget gerne komme til orde, men når det gælder den anden vej - når man gerne vil spørge til den førte politik - er det straks en anden sag. Så møder man ikke op. Det er ikke holdbart, og for den politiske dialogs skyld vil jeg opfordre Naalakkersuisut til at tage det nordiske arbejde seriøst og deltage ved de kommende sessioners spørgetimer og diskussioner, lyder opfordringen fra Juliane Henningsen.

Næste års session i Nordisk Råd foregår i Island.

Powered by Labrador CMS