Julia arbejder for at sikre fremtiden for Det Danske Hus i Palæstina

Det Danske Hus i Palæstina ligger i Ramallah på Vestbredden. 

Huset har i 15 år arbejdet for at styrke palæstinensiske børn og unge gennem kunst og kultur. Det er her, Sermitsiaqs tidligere journalist og nu kandidatstuderende i København Julia Aka Wille, i øjeblikket er i praktik. 

Sammen med sin praktikkollega arbejder hun blandt andet på kampagnen “1000 for Palæstina”, der skal sikre husets overlevelse, når de danske statsmidler stopper ved årsskiftet.

– Kampagnen handler om at få tusind medlemmer inden nytår, så huset kan fortsætte arbejdet og støtte projekterne her. Vores partnere er lokale institutioner som teatre, cirkusskoler, arkiver og filminstitutter, der giver børn mulighed for at udtrykke sig, fortæller Julia.

Det arbejde giver palæstinensiske børn og unge et frirum til at udtrykke sig gennem kunst og kulturaktiviteter. 

– Det betyder meget, når man lever under besættelse, folkemord og apartheid. De timer, hvor børnene frit kan udtrykke sig gennem kunsten, giver dem en følelse af, at de er børn – og at de får nogle timers barndom midt i alt det uhyrlige, der sker i Palæstina, siger Julia, der lige nu arbejder med kampagnen på sociale medier, hvor målet er at hverve medlemmer, der vil støtte med et månedligt bidrag til Det Danske Hus i Palæstina.

Et ønske om at vide mere

Det var ved et tilfælde, at Julia fandt et praktikopslag fra Det Danske Hus i Palæstina. Men der var mange overvejelser, før hun besluttede sig for at tage afsted, da det danske Udenrigsministerium fraråder alle rejser til Palæstina og alle ikke-nødvendige rejser til Østjerusalem på grund af den høje sikkerhedsrisiko. 

– Jeg overvejede meget, om det var uansvarligt af mig at tage hertil, men i sidste ende er det vigtigt for mig at lære mere om Palæstina og forsøge at bidrage med noget meningsfuldt, siger Julia.

Med beslutningen om at tage til Ramallah ønskede hun at bruge sin viden og erfaring til at gøre en forskel. For praktikopholdet giver hende muligheden for at bidrage aktivt til en sag, der betyder noget for palæstinensiske børn og unge – og for at forstå forholdene indefra. 

– Jeg tror, at jeg ligesom mange andre først for nylig er blevet opmærksom på, hvad der er sket og stadig sker Palæstina. De seneste to år har der været meget opmærksomhed på Gaza. Da jeg så opslaget, tænkte jeg, at det var en mulighed for at blive klogere og arbejde for en sag. Som journalist er man vant til at være objektiv, men her arbejder jeg for noget, jeg tror på, siger hun.

Liv under besættelse

Julia bor og arbejder i Ramallah. Hun fortæller, at byen, hvor det palæstinensiske selvstyre holder til, på overfladen ligner mange andre byer – men at hverdagen præges af besættelsen. 

– Selvom Ramallah lever under besættelse, er det også en by ligesom alle andre. Jeg går på café, jeg går i fitness, og jeg har en lille hverdag her. Men IDF, det israelske militær, kommer og stormer og ødelægger butikker, institutioner og palæstinensiske hjem på daglig basis, fortæller Julia, der husker en af sine første dage i byen. 

– Militæret stormede det centrale Ramallah midt på dagen, hvilket er usædvanligt. Normalt plejer de at komme tidligt om morgenen eller om aftenen. Der blev skudt omkring 60 mennesker i Ramallah den dag. Det viser, at det ikke er et sted som alle andre, og at situationen på Vestbredden lige nu eskalerer med vold, mindre selvbestemmelse og mere begrænset bevægelsesfrihed for palæstinenserne.

Hun har også besøgt andre steder på Vestbredden, hvor besættelsen mærkes endnu stærkere. 

– I Hebron er der checkpoints overalt og gitre over gaderne for at beskytte palæstinenserne mod sten og ting, som bosættere kaster ned. Hebron er et meget tydeligt billede på apartheid, fordi bosættere og palæstinensere bor side om side – men i to helt forskellige virkeligheder.

Ramallah er et palæstinensisk område, men bosættelserne udenfor byen udvides kraftigt. Ifølge Julia bliver de militære stormninger hyppigere, og forholdene for palæstinenserne stadig mere vanskelige – også på Vestbredden, som sjældent får samme opmærksomhed som Gaza.

Hendes første tid i Ramallah var overvældende. – Det var virkelig hårdt emotionelt. Jeg prøvede at få det til at give mening, men der er ikke nogen mening i det. Det burde ikke være normalt det, der sker i Palæstina, men det er en del af hverdagen for palæstinensere, siger hun.

Et folk, der lever med frygt – og håb

Efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023 og den efterfølgende krig i Gaza har situationen været kritisk i to år. Ifølge FN er Israels bosættelser på Vestbredden ulovlige, og Den Internationale Domstol har fastslået, at de er i strid med folkeretten. 

I efteråret 2025 blev en 20-punkts fredsaftale indgået mellem Israel og Hamas, som har ført til våbenhvile – men ikke til fred. Julia fortæller, at palæstinensere tager imod nyheden med både lettelse og frygt.

 – Folk her er lettede over våbenhvilen, men ingen tror, at det betyder fred. Alle her kender nogen, der er blevet dræbt i Gaza. En palæstinenser sagde til mig: “Det føles som at tisse i bukserne for at holde varmen.” Man bliver glad for noget, der ikke varer ved. 

– I fredsaftalen står der intet om Vestbredden, og der står ikke noget om bosættelserne, selvom de er ulovlige. Folk her føler ikke, at det ændrer noget. De frygter bare, hvornår det begynder igen, siger Julia.

Hun oplever, at mange i Palæstina er taknemmelige for international opmærksomhed, men samtidig skuffede over manglende handling og sanktioner. 

– Flere og flere europæiske lande anerkender Palæstina som stat, men det ændrer ikke noget her. Det, folk beder om, er sanktioner. De vil have, at verdenssamfundet gør noget aktivt. Mange ser de politiske udmeldinger som varm luft, siger Julia.

En dråbe i vandet

Julia håber, at flere vil engagere sig og sætte sig ind i, hvad der sker i Palæstina – og dykke lidt mere ned i historien med en besættelse, der har varet i snart 80 år. 

– Jeg synes, vi skal prøve at forstå mere – ikke kun kigge på, hvad der er sket siden 7. oktober 2023, men se længere tilbage. For at forstå Palæstina skal man forstå historien, og begynde at lytte til palæstinenserne, siger hun.

Julia er halvvejs i sit praktikophold i Ramallah. Opholdet har ændret hendes syn på, hvordan hun gerne vil arbejde fremover. 

– Jeg vil gerne hjem til Grønland igen. Det er mit hjem. Men det her ophold har vist mig, at jeg gerne vil arbejde for en sag, hvor der er mulighed for at ændre noget til det bedre. Der er meget at tage fat på i Grønland, siger hun.

Hun ved, at hendes indsats i Palæstina måske kun er en lille del af noget større. 

– Nogle gange føles det som en dråbe i havet, men det betyder stadig noget at bidrage til en sag, man tror på, siger Julia Aka Wille.