Nominering
Juaaka: Jeg er overrasket - og ærgerlig
Det kommer som en overraskelse for Juaaka Lyberth, at han er blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2014
Det kom som en overraskelse for Juaaka Lyberth, da han fredag formiddag her på hjemmesiden kunne læse, at han er blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2014.
Læs "Juaaka nomineret til nordisk litteraturpris"
- Jeg er meget overrasket over at blive nomineret til prisen. Jeg havde ikke hørt om det, før jeg så det her på Sermitsiaq.AG, fortæller Juaaka Lyberth.
Han er nomineret for sin roman ’Naleqqusseruttortut’ (Forlaget Milik, 2012).
- Bogen er ikke oversat til dansk, men er ved at blive det og kan forventes at udkomme i februar-marts, oplyser Juaaka Lyberth.
Ærgrer sig
- Det er selvfølgelig ærefuldt at blive nomineret, men jeg ærgrer mig over, at man ikke venter, til bogen er oversat, så dansklæsende publikum også har mulighed for at sætte sig ind i bogens indhold. Måske er jeg utaknemmelig ved at reagere på denne måde, men jeg føler bare, at tiden ikke er inde. Nå, men ingen kender dagen, før solen er gået ned. Jeg er ydmyg for æren. Tak alligevel, lyder det fra Juaaka Lyberth.
Prisvinderen vælges af Bedømmelseskomitéen for Nordisk Råds litteraturpris og offentliggøres under Nordisk Råds Prisgalla i slutningen af oktober 2014 i Stockholm.
Prissummen udgør 350.000 danske kroner.
Se listen med de nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris 2014