Jordskælv ved Tasiilaq

Fredag den 17. april lidt over middag kunne borgere i Tasiilaq mærke en kraftig jordskælv. Skælvet er målt til 4.0 på Richterskalaen. Lidt materiel ødelæggelse er indberettet.

Offentliggjort

Et jordskælv ved Tasiilaq, målt til 4.0 på den lokale Richterskala, kunne mærkes af borgerne fredag den 17. april lidt efter middag. Det oplyser GEUS på deres hjemmeside.

Omkring 25 minutter senere fulgte et efterskælv, målt på 3.8 og en halv time senere endnu et, målt på 3.3 på Richterskalaen.

GEUS oplyser, at alle tre jordskælv lå omkring 30 kilometer nord-nordøst for Tasiilaq, men at mange har mærket jordskælvene.

- GEUS har modtaget 10 indberetninger fra borgere, der har mærket jordskælvene og beretter om kraftige rystelser, der forskrækkede mange, som løb ud af deres hjem. Der er en enkelt melding om lettere materiel skade, skriver GEUS på sin hjemmeside.

Ifølge GEUS er Tasiilaq det område i Grønland, der oftest mærker jordskælv, da der sker mange mindre jordskælv og ofte meget tæt på byen.

GEUS ønsker fortsat at modtage indberetninger vedrørende jordskælvet. Indberetninger kan være både på grønlandsk og dansk.

Powered by Labrador CMS