Jordskælv ved Nanortalik

Der blev torsdag registreret rystelser, der målte 4,6 på richterskalaen, nordøst for Nanortalik

Der blev torsdag morgen registreret rystelser, der målte 4,6 på richterskalaen, 87 kilometer nordøst for Nanortalik. Grafik: http://earthquake.usgs.gov/
Offentliggjort

Samtidig med at islandske myndigheder advarer om, at et kraftigt jordskælv kan være nært forestående i den nordlige del af Island, blev der torsdag klokken 7.19 registreret et jordskælv 87 kilometer nordøst for Nanortalik.

Men De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, Geus, afviser dog, at der kan være sammenhæng mellem de to jordskælv.

- Det er tilfældigt, at de er kommet nogenlunde på samme tid. Der er jo faktisk ofte temmelig mange små jordskælv i Grønland, og der er ikke nogen, der har mærket noget ved Nanortalik, så vidt jeg ved, fortæller seismolog hos Geus Tine Larsen til Sermitsiaq.AG.

Se grafik af og data om jordskælvet her

Advarsel om jordskælv i Island fordrejet
Desuden mener seismologen, at journalister har fordrejet oplysninger om, at et kraftig jordskælv skulle være nært forestående i den nordlige del af Island.

- Oplysningerne fra det islandske meteorologiske institut er desværre blevet fordrejet lidt i nogle medier. Det, man i Island oplever nu, er, det vi kalder for sværm af jordskælv, og islandske seismologer oplyser, at når der er sådanne jordskælv, kan der i nogle tilfælde komme et kraftigt jordskælv efterfølgende, forklarer Tine Larsen.

Læs "Advarsel om kraftigt jordskælv i Island"

Hun fortæller videre, at der ikke har været advarsler fra islandske myndigheder, men at der blot er tale om oplysninger, der handler om, at der har været små rystelser af de såkaldte sværm af jordskælv.

Powered by Labrador CMS